Hvad sker der, hvis man på en dansk skole sender 27 femtenårige elever ind i et klasselokale, deler materialerne ud og forklarer dem, at i de næste 45 minutter skal de så hurtigt som muligt læse en række små tekster og for hver tekst krydse en række kontrolspørgsmål af?

Lad os ikke diskutere, hvad vi synes, der skal ske, men hvad der faktisk sker: Alle vil med nysgerrighed og stor iver kaste sig over opgaverne, men når de har løst en række af dem, begynder de at se sig om efter remoten. Vi må derfor gå ud fra, at alle mobiltelefoner er blevet indsamlet på forhånd. Efter cirka 10-15 minutter vil de fleste af dem begynde at kede sig. De er vant til at være aktive og foretage sig noget, så denne situation, hvor de i stilhed ikke kan foretage sig andet end at fortsætte med at løse en række ensartede opgaver, er uvant for dem. Flere af dem prøver at forlade lokalet, for nu har de jo vist, at de kan, ved at løse de første 10-12 opgaver, og om man løser ti eller 70 af samme slags, kan vel være ligegyldigt. De, der forsøger at rejse sig, bliver hurtigt kommanderet på plads igen. Det er forbudt at rejse sig. Hvad! Må man nu ikke engang rejse sig? Heller ikke gå på toilettet? De irettesatte sætter sig modvilligt ned igen og stirrer forurettet på læreren, piller lidt ved papirerne, giver sig til at læse igen, går igen i stå med arbejdet, ser sig omkring, laver grineflip med naboen, og de sidste ti minutter af prøven er præget af energisk illegal kommunikation.

Da jeg ikke var til stede, og da OECD ikke vil lade os få indblik i, hvad der faktisk foregik, kan man naturligvis ikke vide, om den danske del af Pisa-undersøgelsen foregik helt som her beskrevet.

Men det er heller ikke så vigtigt, for min pointe er, at hvis det ikke er foregået, som jeg har beskrevet, så har eleverne ikke opført sig, som de plejer. Og har de ikke det, er testsituationen ikke repræsentativ.

Det drejer sig om det grundlæggende problem i al test-teori: testvaliditeten. Enhver test er en stikprøve. Da man ikke kan undersøge alle elever i OECD, foretager man en række stikprøver. Hele undersøgelsen står og falder med, om hver af disse stikprøver troværdigt repræsenterer de større mængder, de »står for«. Vi kalder det stikprøvens validitet.

Hvis vi betragter beskrivelsen fra før som en sådan stikprøve, bliver problemet tydeligt: I hvor høj grad vil elevernes resultat fra prøven være et validt udtryk for deres læsefærdighed? At resultatet vil være ringe, kan næppe betvivles, men er resultatet et validt udtryk for, hvad de faktisk kan?

Jeg betvivler ikke Pisa-rapportens tal. Jeg er overbevist om, at danske børn klarer sig dårligt i disse test, netop fordi jeg tror, at det er foregået, som jeg har beskrevet. Men jeg betvivler, at det har ret meget med deres faktiske læsefærdighed at gøre. Og sådan er det ikke foregået i Finland, hvor en journalist i forbindelse med Pisa-rapportens offentliggørelse fortalte, at hvis et finsk barn kommer hjem og fortæller, at i dag var det sjovt at gå i skole, er forældrene med det samme i røret for at få en forklaring på, hvad helvede meningen er.

I disse dage udsender OECD så endnu en rapport, hvor Danmark igen klarer sig elendigt. Ifølge OECD udliciterer vi i Danmark langt færre opgaver til det private erhvervsliv sammenlignet med de fleste andre medlemslande. OECD opfordrer derfor direkte til, at private får lov til at drive skoler. »Der er et betydeligt potentiale for yderligere udbud og outsourcing«, hedder det i rapporten. Ved OECD ikke, hvad politik er? At drive politik er at arbejde for at realisere en bestemt samfundsform. Og det er fuldt legitimt at drive politik, det er simpelthen det, demokratiet lever af. At vi alle møder op på torvet og giver vores besyv med ud fra de vædier, drømme og visioner, vi har.

Men det er ikke legitimt at drive politik, hvis man prøver at skjule sine hensigter under neutralitetens, altruismens eller videnskabelighedens maske. Så opstår der en fordækthed, som må bekæmpes. OECD vil altså et samfund, hvor skoler drives som privat virksomhed. Er OECD for eller imod fri abort?

Steen Larsen, husejer