Et af de største problemer ved meritlæreruddannelsen, som fortsat er under fagpolitisk beskydning, er for mig at se de individuelle skøn, som rektorerne skal foretage for merit i hvert enkelt tilfælde.

Er den pågældende rektor ikke bevidst om risikoen for en vis vilkårlighed og for at sænke niveauet, fordi vedkommende fokuserer på at sikre indtjeningen til sit seminarium, kan det nemt gå den gale vej.

Hvis vi imidlertid ser bort fra diskussionen om, hvor mange linjefag der bør være i en læreruddannelse, så har jeg meget svært ved at se, hvad der skulle være i vejen for, at eksempelvis en magister skulle kunne blive lærer ved at tage de pædagogiske fag og praktikken. For fagenes vedkommende er pensum præcis det samme som på den traditionelle læreruddannelse.

Hensynet til fagdidaktikken kan naturligvis komme til at halte, men for mit eget vedkommende er den i det linjefag, som jeg fik merit for på baggrund af mine universitetsstudier, efter min bedste overbevisning tilgodeset så rigeligt af mine seneste fire års praktiske erfaringer fra arbejde på noget nær fuld tid i folkeskolen. Her er fagdidaktikken selvsagt konstant med i mine overvejelser.

Når det så er sagt, medgiver jeg gerne, at den nuværende merituddannelse er en nødløsning, men så vidt jeg har forstået, skal den derfor også evalueres i 2005. Hvis man i den sammenhæng bevarer det bedste fra den nuværende uddannelse og tager kritikken alvorligt, synes jeg ærlig talt, at der burde være gode muligheder for at skabe en både kvalificeret og fleksibel uddannelse, som alle burde kunne respektere.

Det får tiden og ikke mindst den politiske vilje imidlertid vise. Målrettet merit giver kort sagt god mening.