Debat

En ubehagelig aktindsigt

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Kære Anders Bondo: Kan du ikke belyse en sag for mig? DLF hævder jo at være en slags fagforening, og jeg skriver til dig, fordi jeg har oplevet noget, som kunne få DLF til at tage sig ud som noget ganske andet.

I al sin korthed er historien den, at jeg i efteråret måtte sige farvel til et nyt job i prøvetiden. Det er jo en risiko på det danske arbejdsmarked, hvilket jeg ikke kan bebrejde DLF, og set i bakspejlet kommer jeg nok ikke til at savne den skole. Ikke alt, hvad der skinner, er jo guld.

Da jeg bad om og opnåede aktindsigt, gjorde jeg imidlertid en opdagelse, som fyldte mig med stor undren. Den tillidsmand, som var bisidder, da skolelederen meddelte mig opsigelsen, havde nemlig ikke mindre end to gange tidligere givet skolelederen negative meldinger om min undervisning uden min viden.

Vær med i samtalen

Klik her for at indsende dit indlæg til folkeskolen.dk - medsend gerne et portrætfoto, som kan bringes sammen med indlægget

Læs folkeskolen.dk's debatregler

Jeg tager ikke stilling til værdien af hendes observationer og er nu efter min fratrædelse gerne fri for at høre dem uddybet. Derimod vil jeg rasende gerne vide, om jeg har betalt penge til en fagforening, som på denne måde medvirker til at få mig fyret.

Jeg har rettet henvendelse til den pågældende tillidsmand med konkrete spørgsmål, men har efter flere uger ikke modtaget svar. Derfor har jeg klaget over hende til DLF, og jeg har fået kopi af DLFs brev til hende, som heller ikke har fået hende til at reagere.

Jeg ved godt, at tillidsmænd vælges lokalt. Jeg kan bare ikke forstå, at DLF ikke af egen drift nidkært forfølger hendes adfærd i denne sag. Det handler nemlig, synes jeg, ikke om min sag, men om jeres principielle holdning.

Mon ikke mange kolleger i hele landet har en stor interesse i at få belyst, om DLF gennem valgte tillidsmænd yder dem en passende beskyttelse i ansættelsen. Jeg og sikkert mange andre ser frem til at læse dit svar her i bladet.

Læserbrevsskribenten er anonym, men vedkommendes rigtige navn er redaktionen bekendt, ligesom DLF kender den konkrete sags akter.

Svar

Det er meget vigtigt, at vi som fagforening er opmærksomme på, at der ikke opstår habilitetsproblemer, når vi bliver inddraget i personsager. Din beskrivelse giver mig anledning til at indskærpe dette på alle niveauer i foreningen. Jeg har blandt andet kontaktet vores kursuskontor for at sikre mig, at habilitetsproblematikken bliver klart beskrevet på vores kurser for tillidsrepræsentanter. Du har helt ret i, at det er en principiel problemstilling, som rækker ud over din konkrete sag. Derfor må der heller ikke blandt medlemmerne herske tvivl om vores holdning til dette spørgsmål. Vi er ikke fejlfrie, men vi vil gøre, hvad vi kan for at undgå fejl.

Anders Bondo Christensen, formand for DLF