Der er næsten 60.000 tosprogede elever i den danske folkeskole. I henhold til Pisa-undersøgelserne går mange af dem ud af skolen uden at have lært det, man må forvente, at de fleste elever lærer.

I den københavnske Pisa-undersøgelse er det halvdelen af de tosprogede, der ikke forstår en læst tekst godt nok til at kunne klare sig videre i uddannelsessystemet, og det ser værre ud for dem, der er født og opvokset i Danmark, end for dem, der er kommet hertil fra et andet land.

Det er en national katastrofe og en falliterklæring over for de børn, der har krav på at få en ordentlig skolegang, der skulle kvalificere dem til at gå videre i livet. Fundamentale danskkundskaber og andre færdigheder er en basal nødvendighed i vores samfund.

Hvem har skylden? Det er svært at pege direkte på enkelte, der bør have røde ører. Der er vel tale om et totalt nationalt svigt.

Folkeskoleloven med dens undervisningsdifferentiering betyder, at alle børn skal lære det, de personligt har potentiale til. Der er langt mere personligt potentiale i de tosprogede børn, end Pisas resultater giver udtryk for. Hvorfor kommer de styrker ikke frem? Måske er lærerne ikke i tilstrækkelig grad udstyret med de kulturelle kompetencer, der er nødvendige for at kunne tilbyde de tosprogede en ordentlig skolegang.

Det må være skolens og samfundets opgave at give tosprogede børn positiv særbehandling. Positiv særbehandling forstået som at stimulere, stille krav, give ekstra støtte og ekstra undervisning tidligt.

Der må simpelthen ikke sidde børn i 3. klasse, som ikke får lært at gange eller opfattet historieundervisningen, fordi deres sproglige begrebsverden er for lille. Hvis børn efter tre år i skolen oplever, at det, der foregår i klasselokalet, flyver langt hen over hovedet på dem, er der ikke noget at sige til, at de giver op. Og så er det måske, at også læreren giver op og holder op med at forvente noget.

Den politiske diskussion om, hvorvidt det skal være undervisning på modersmålet eller undervisning på dansk, der skal løse problemet, må aldrig forhindre, at det bliver løst. Det afgørende er, at ens forældres sprog aldrig må blive et handicap, som betyder, at man ikke lærer at lægge sammen og trække fra, før resten af klassen er i gang med at dividere.

Skolen er blevet en ideologisk slagmark, hvor der er frit spil og konstant politisk mistænkeliggørelse fra alle sider. Det, der er brug for, er et nationalt kompromis på indvandrerområdet.

Med en kommende valgkamp i udsigt er der en historisk mulighed for at lægge stridighederne til side og droppe den politiske mudderkastning og tage hul på konstruktive forslag til gavn for de tosprogede børn.

Det skylder man både dem og hele samfundet, hvis det hele ikke skal blive tabt på gulvet.

kara/kac