Ingen uden for folkeskolen og da slet ikke lærervikarer, der just ikke rangerer højt i forhenværende undervisningsminister Mar­grethe Vestagers redegørelse i Folkeskolen nummer 47 formår at omfortolke folkeskolens jævnt glidende nedtur over et kvart århundrede fra den tid, hvor skolen var skole, til i dag, hvor skolen som en trist karikatur af sig selv nyder at drukne sig i rummeligheden og fordrive tiden med luftige fantasier om det hele menneskes personlige dannelse på ruinerne af en tilsidesat faglighed, som den rene fremgang. En fremgang, som det sandt nok ikke er enhver beskåret at få øje på, og som det ifølge Vestager derfor er læreruddannelsens vigtigste opgave at give kommende lærere indblik i. Indtil for ti år siden førte det stadig ifølge Vestager til, at folkeskolens ypperste pædagogiske tese om, at »man da ikke kan forhindre børn i at lære at læse«, blev afløst af noget så traditionelt som at lære børn at læse. Et svimlende sveddryppende fremskridt, som Vestager opfatter som en veritabel kulturrevolution. Det er fra dette ydmyge trin, hun ønsker folkeskolen udviklet, hvor statsministeren i min fortolkning af åb­ningstalen ønsker at gribe tilbage til tiden, før katastrofen indtrådte, for derfra at nyudvikle skolen til et niveau ikke ringere end niveauet fra før 1975. Men det vil hun ikke være med til. For hun ved, at et stort flertal af forældre jo bakker folkeskolen op, hvis de ellers fortsat kan få lov til at vælge den fra, når det gælder deres egne børn. Nu må man så håbe, at statsministeren ikke falder for fristelsen til at betragte de mange særforanstaltninger, der sættes i værk, når han sammen med lærerformanden besøger nogle folkeskoler, som det sande billede af folkeskolens tilstand.