Debat

Protestrup

Offentliggjort Sidst opdateret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Hvor er hun dog led og perfid! Det var min første tanke, da jeg læste Annette Westrups anmeldelse af min ungdomsroman 'Alt for meget'. Bogen handler om en ung piges kamp mod sin bulimi. Bogen er blevet til i et samarbejde mellem undertegnede og Rikke Larsen, der er formand for foreningen Rådgivning om Spiseforstyrrelser. Rikke og jeg har i løbet af skriveprocessen haft 15 møder, hvor jeg hver gang har interviewet hende i tre-fire timer. Derudover har der været masser af telefonsamtaler og e-mail mellem os. Det bliver i Westrups fordrejede udlægning til, at jeg har haft mange 'snakker' med Rikke. Helt ærligt, mand. Romanens indhold er en fri bearbejdning af Rikkes egen sygehistorie. Det fremgår ikke helt af anmeldelsen, om Westrup forstår det. Hun mener i hvert fald, at romanens indhold er kliché på kliché. Hvordan en autentisk historie i det hele taget kan være en kliché, gør hun sig ikke ulejlighed med at forklare.

Westrup bryder sig ikke om romanen og endnu mindre om opgavehæftet, der er udgivet i tilknytning til den. I hendes udlægning skal eleverne ifølge opgavehæftet kime myndigheder og rådgivninger ned for at indsamle fakta. Gu' ska' de da ej kime! Men i fem ud af de mange arbejdsopgaver, der er til romanen, bliver eleverne bedt om at undersøge faktuelle forhold om spiseforstyrrelser. Det kan foregå via internet, telefon eller ved opslag i fagbøger. Om spørgsmålene er relevante, kan man diskutere, men metoden ligger i hvert fald i tråd med den af de faglige synsvinkler i sundhedsundervisningen, der hedder 'undersøgelse og betydning'. Imidlertid kan det blive svært at undersøge noget, når Westrup på forhånd afviser at lade eleverne bruge telefon og internet. Via de kanaler kan eleverne nemlig ikke finde det, hun kalder 'fagligt forsvarligt indsamlede data'. Den lader vi stå et øjeblik og tænker: Hvornår begynder Westrup at stille lignende krav til indholdet i sine egne anmeldelser?

Generelt om arbejdshæftet mener Westrup, at det er en uskøn blanding af forslag til litterær analyse og opfordringer til at indsamle fakta, men undervisningen skal jo stadig forberedes, og arbejdsopgaverne udvælges og afstemmes med den sammenhæng, som romanen indgår i. Det forstod den skolebibliotekar, der skrev lektørudtalelse på bogen, heldigvis. Hun skrev: 'Til bogen er der udgivet et fremragende arbejdshæfte, der indeholder gode opgaver både til tekstanalyse og til at arbejde med emnet spiseforstyrrelser'. Og om romanen, som Westrup mener er tåkrummende dårligt skrevet, skrev skolebibliotekaren: 'Bogen er meget velskrevet, fængende og realistisk'. I lektørudtalelsen til folkebibliotekerne står der blandt andet: '. . . en god og desværre nødvendig brugsbog'.

Vær med i samtalen

Klik her for at indsende dit indlæg til folkeskolen.dk - medsend gerne et portrætfoto, som kan bringes sammen med indlægget

Læs folkeskolen.dk's debatregler

Per Straarup Søndergaard

forfatter

Svar

Annette Westrups anmeldelser er altid præget af hendes personlige og kontante stil. Men jeg har selv set på materialet og har også ladet en anden anmelder vurdere det. Vi kunne godt have ønsket os, at Westrup havde givet et par eksempler på romanens klicheprægede sprog, som hun kritiserer. Men vi kan nemt selv finde dem, og helt overordnet må jeg - og medanmelderen - give Westrup ret.

Thorkild Thejsen

chefredaktør