Overenskomstforhandlinger er en kamp for bedre arbejds-, pensions- og lønforhold. Men denne gang er det også en afgørende kamp om, hvordan vi skal have vores løn.

Arbejdsgiverne kræver, at ny løn skal gøres til et meget mere effektivt 'del og hersk-redskab', ved at en meget større del af lønsummen decentraliseres og forhandles lokalt på den enkelte skole direkte mellem tillidsrepræsentant og skoleleder.

Det er helt uacceptabelt. For vi ved, hvad det vil betyde for et allerede hårdt belastet arbejdsmiljø, hvis vi også skal tage slagsmålene om lønkronerne ude på skolen. Jeg tror, det er det samme, Vibeke Sørensen fra Randers påpeger i sit indlæg i sidste nummer af Folkeskolen.

Og lærerne har aldrig ønsket - endsige krævet - ny løn.

Ved medlemsundersøgelsen fra 1996 fremgik det klart, at medlemmernes højeste prioritet for DLF's arbejde er 'øgede resurser til folkeskolen', og at 'det mindst ønskede er decentral løn'.

Alligevel fik vi ny løn ved Overenskomst 99, selv om et flertal stemte nej i første omgang.

Det blev igen og igen fremhævet, at med netop vores underviserlønmodel var den lokale aftaleret fast forankret i kredsene, og lønaftaler kunne kun indgås efter såkaldte objektive kriterier. Dermed mente man at have garderet sig mod kritikken om 'fedterøvstillæg'. Ny løn var ikke et ledelsesværktøj, men en aftale mellem to ligeværdige parter, blev det sagt. Alligevel advarede mange af os mod hele konstruktionen i ny løn, fordi perspektivet er individualisering af løndannelsen med store forskelle og uligheder til følge. Vores advarsler og bekymringer blev afvist og latterliggjort som grundløse, bagstræberiske, visionsløse.

Vores egen chefforhandler i Lærernes Centralorganisation, MaxHaugaard, sagde ligeud, at de, der ikke går ind for ny løn, har jord i hovedet - for man må tage guldet, hvor det ligger.

I dag ligger vi, som vi har redt.

Københavns Lærerforening har allerede givet efter for pres fra kommunen og uddelegeret aftalekompetence vedrørende løn til den enkelte tillidsrepræsentant - på trods af foreningens politik og garantierne fra 99. I Folkeskolennummer 48 kan vi læse, at lærerne i Brædstrup og Nr. Snede kaldes enkeltvis til samtale på kontoret til vurdering af deres effektivitet, kvalitet, service og fleksibilitet og får karakterer på en skala fra 1 til 5 alt efter skolelederens subjektive bedømmelse. Karaktergivningen er kommunens grundlag for udbetaling til den enkelte lærer. Er det ligeværdige parter? Er det en undervisermodel eller en fedterøvsmodel?

Denne udvikling skulle aldrig have været sat i gang. Men det er piske nødvendigt, at den stoppes ved denne overenskomst.

Kongressen har vedtaget et overenskomstkrav om at afskaffe forlodsfinansiering. Det vil sige, at der ikke afsættes overenskomstkroner til lokale lønforhandlinger, men at hele rammen forhandles - og udmøntes som centralt aftalte reallønsforbedringer. Her kan der efter min mening ikke gives køb. Det er et godt konflikttema.

Vi vil ikke have karakterpenge og fedterøvstillæg, men en aldeles ordentlig løn for vores arbejde. Det skal vi holde fast i.

Peter Hess-Nielsen

medlem af DLF's hovedstyrelse