En måned efter at Undervisningsministeriet præsenterede Pisa-rapporten på et pressemøde, er den nu blevet offentlig tilgængelig. Der er derfor fortsat grund til kritik, da tilbageholdelse af informationer er en klassisk manipulationsmetode.

Derimod er der taget højde for en del af kritikken mod rapporterne fra det tidligere Danmarks Pædagogiske Institut. Den teoretiske ramme for begrebet læsning beskrives detaljeret, og begreberne sættes i relation til danskfagets didaktiske målsætning i den nutidige udformning (Klare Mål). Nivaudelingen i opgavetyperne præsenteres ved hjælp af eksempler, og der gives teksteksempler. Alt i alt ordentligt og hæderligt arbejde. Præsentationen af data er en nyskabelse, idet data er præsenteret fyldestgørende og i flere forskellige figurer. Matematisk er rapporten om læsning en intellektuel nydelse.

Men nissen følger med fra det fusionerede Danmarks Pædagogiske Institut. Ophavsmanden bag afsnit 4 om læsekompetence giver sig ikke til kende. Han har problemer med oversættelse fra engelsk til dansk, da han ikke kender til tekstlæsningens historiske oprindelse og udvikling. Helt galt går det med en bemærkning om, at det i Danmark siden 1700-tallet har været en selvfølge, at stort set alle var i stand til at læse og skrive (side 54). Jeg skal blot henvise til en tidligere formand for Københavns Kommunelærerforening, Fridtjof Julius Bôn, der i sine erindringer skildrer situationen i 1800-tallet i Allinge og Sandvig.

Endelig omtales i rapporten 'nationale eksperter' (side 55). Også disse optræder maskeret og inkognito. Det kræver ikke megen viden om danske forhold for at kunne nævne en stribe af personer, der giver sig ud for at være eksperter i dansk. Netop fordi faget dansk er blevet belemret med forloren ekspertise, er det ikke redeligt at hemmeligholde navnene på de personer, der har givet sig ud for at være eksperter. Det hører med til videnskabelig redelighed, at ophavssituationen beskrives.

Indholdet i rapporten er en sober fremlæggelse af, at Danmark i 2000 i sammenligning med Finland i vid udstrækning svigtede både de svage elever og de stærke elever. Det er en udfordring til professionelle dansklærere, og opgaven skulle ikke være uoverkommelig. Men vi er nødt til at fordre, at hvis dansklærere skal lytte til ekspertise, så skal denne ekspertise kunne tåle at blive kigget efter i sømmene.

Ophavsmanden opfordres hermed til at smide masken og stå frem med navns nævnelse både for eget vedkommende og for sine hjælperes vedkommende.

Birgitte Borgen Marcussen

Gentofte