Pisa er et stort anlagt OECD-projekt. 265.000 15-årige skoleelever fra 32 lande har fået testet deres færdigheder i læsning, matematik og naturfag. Desuden er deres selvtillid og motivation blevet tjekket.

Meningen med undersøgelsen er, at den skal være et 'værktøj for uddannelsespolitikere, uddannelsesadministratorer og praktikere', men kan de overhovedet bruge den til noget fornuftigt?

Tvivlen melder sig med stigende styrke, mens læseren slider sig gennem den stive prosa, som de to rapporter - en dansk underrapport og hovedrapporten fra OECD - er skrevet i.

Undersøgelsen er nemlig en underlig skæv størrelse, blandt andet fordi dens teoretiske referencer ikke bliver lagt frem og diskuteret. Hvilket skolesyn bygger undersøgelsen på, hvilket læringssyn, hvilket undervisningssyn, hvilket menneskesyn? Derved bliver læseren sat af. Han kan ikke komme i kritisk dialog med undersøgelsen. Den lukker sig om sig selv.

Grundlaget for undersøgelsen er formuleret i én enkelt sætning, der til gengæld gentages igen og igen i de to rapporter:

'Målet med Pisa-undersøgelsen har ikke været at se, hvordan eleverne levede op til de enkelte landes læseplaner. Det har i stedet været målet at fokusere på de færdigheder, som man i en international sammenhæng er enige om vil være kernefærdigheder i morgendagens samfund'.

Disse morgendagens kernefærdigheder er imidlertid ikke beskrevet eksplicit i rapporterne, så læseren har i sagens natur ikke en chance for at tage stilling til det, 'man' internationalt er blevet enig om.

Er det evnen og viljen til 'medbestemmelse, medansvar, rettigheder og pligter i et samfund med frihed og folkestyre', som den danske skolelov lægger vægt på.

Eller er det kreativitet og evnen til visionær tænkning, som en moderne erhvervsmand som Lars Kolind fremhæver som de vigtigste færdigheder i dagens verden. Læseren ved det ikke, for han får det ikke at vide.

Han får heller ikke at vide, hvem dette internationale 'man' er. Han får end ikke at vide, hvem Pisa er.

Jo, han får at vide, at Pisa (Programme for International Student Assessment) er styret af et sekretariat i OECD (Organization for Economic Cooperation and Development). Chefen for sekretariatet er en Andreas Schleicher. Men hvem er han? Psykolog, økonom, pædagog, sociolog, statistiker? Hvordan ser hans publikationsliste ud? Hvor kommer han fra?

Som højrehånd har Andreas Schleicher haft et konsortium bestående af organisationer fra USA, Australien, Japan og Holland. Igen: Hvem er de? Konsulentfirmaer eller offentlige forskningsinstitutioner? Hvad står de for?

De mange ubesvarede spørgsmål kalder på en åben, saglig debat om, hvilken rolle OECD - som jo er en økonomisk samarbejdsorganisation - egentlig skal spille i uddannelsesmæssig sammenhæng.Og på hvilke præmisser.

jvo

Undersøgelsen er en underlig skæv størrelse