I grundlovens paragraf 76 hedder det, at 'alle børn i den undervisningspligtige alder har ret til fri undervisning i folkeskolen'. I folkeskolelovens paragraf 2, 19 og 49 fastslås det, at undervisning er gratis. Hvis man retter sig efter dette, så er det slut med at medtænke den internationale dimension i skolens målsætning og tænke i elevudveksling eller ophold på internationale skoler, hvis forældrebetaling indgår helt eller delvist. Folketingets ombudsmand Hans Gammeltoft-Hansen har i en principiel redegørelse fastslået, at der slet ikke er klar lovhjemmel for at opkræve brugerbetaling.

85.000 elever i 9. og 10. klasse kan altså ikke rejse med forældrebetaling, før Folketinget får vedtaget nye, klare retningslinjer for forældrebetaling for skolerejser.

Den manglende klarhed har ikke skabt røre i lærerkredse eller hos forældre, for den skole med den skoleinspektør og den lærer, der alvorligt insisterer på at tage målsætningen om den internationale dimension for pålydende, rejser og planlægger kommende rejser og i samarbejde med forældre planlægger langsigtet opsparing og andre initiativer for at skaffe penge til særlige rejser med særligt indhold. Nogle kalder det forældresamarbejde. Andre kalder det ulovlig aktivitet - og Folketinget kan råbe et nifoldigt hurra for egen manglende evne til at beslutte på området.

Med lov skal land bygges, men på skolerejseområdet er praksis mange steder, at nidkære lovvogtere - men også i deres gode ret - forhindrer gode initiativer i at blomstre, og den flydende situation skaber ulige muligheder på en kommunes skoler, fordi nogle skoler vælger at lade lov være lov og lade selvtægten råde, og det er der en vis fornuft i. Andre skoler kommer til at virke fundamentalistiske, og det er ikke morsomt for lærere, elever og forældre. Hvornår får vi en afslutning på den mangeårige skolerejsesag?

Torben Thomsen

Aars