I september 1997 dimitterede jeg fra Københavns Dag- og Aftenseminarium i en alder af 53 år.

Fuld af gåpåmod begyndte jeg at skrive ansøgninger, nu da jeg havde været igennem vridemaskinen i alle 13 fag.

Der kunne jo ikke være tale om nogen form for udbrændthed, eftersom jeg ikke havde været rigtig lærer endnu. - 17 år til pensionsalderen kan vel ikke være noget særligt i betragtning af, hvor rivende hurtigt de foregående 17 år er fløjet af sted. - Desuden er jeg ungdommelig og velholdt, slank og tjekket.

Jeg har de rigtige fag, som ingen vil tage: Musik og sløjd. Idræt på grunduddannelse. Læsning i indskolingen.

Lærermangelen stod for døren, hed det sig. Oppe i Jylland var man allerede begyndt at tage husmødre ind som lærere!

Nu her ved juletid efter et dusin ansøgninger, uden bare én eneste indkaldelse til samtale, er en orm begyndt at gnave - har alderen alligevel indhentet mig? - Vil de hellere ansætte to på 27 end én på 53?

Efter råd fra en privatskoleforstander har jeg lagt stilen i ansøgningerne om og uddybet endnu mere: stærke og svage sider, interesser, hvad jeg bruger livet på, udvidet curriculum vitæ. - Lige meget har det hjulpet.

Nu kommer så spørgsmålene:

- Er der nu også lærermangel?

- Hvordan forklares tilstedeværelsen af over 2.000 arbejdsløse medlemmer?

- Er dobbeltlærerordningen og alle de rådighedstimer, der snart sagt er ved alle stillinger, i virkeligheden ikke blot en skjult vikartjeneste og blokering for nyansættelser?

Til sidst et godt råd til fremtidige jobannoncer i Folkeskolen:

Stryg superlativerne til ansættelseskravene. (Signalerer anspændte ledelsesformer).

Drop landskabsbeskrivelser. (Signalerer kompensation for et kedeligt lærerværelse).

Angiv den pågældende egns huslejeniveau. - Vil kommunen være behjælpelig med at skaffe bolig/værelse/pensionat? (De fleste opslåede stillinger er alligevel tidsbegrænsede!).

Disse tiltag ville minimere straffen mest muligt ved at søge lærerstillinger i fjerne egne som Jylland, Bornholm eller Østgrønland.

Ole Saugmann

København