Sønderborg forebygger kriser

Lokalkreds og seks kommuner sætter gang i forebyggende arbejde for lærere

Offentliggjort

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Det er langtfra alle, der taler åbent om det, hvis de er ude i kriser eller situationer, de ikke umiddelbart kan klare. Men der er grøde på området. Det viser sig blandt andet i de mange henvendelser både til DLF centralt og til kredsene. Henvendelser om hjælp til at komme igennem en krise, men også et stadigt stigende antal henvendelser om mere oplysning, om hvordan man kan forebygge udbrændthed, misbrugsproblemer og andre psykiske arbejdsmiljøproblemer.

I Sønderborg og Omegns Lærerkreds har man i de senere år oplevet et stigende antal henvendelser relateret til det psykiske arbejdsmiljø. Samtidig er der et voksende antal lærere, der vælger at holde op med at arbejde før tiden, simpelt hen fordi de ikke kan klare det længere.

Derfor var kredsen gået i gang med at tale med seks kommuner om en lokal rådgivningstjeneste, men på samme tidspunkt blev lærerforeningens pilotprojekt udvidet til en landsdækkende ordning, så nu har man besluttet at samarbejde med både de seks kommuner og med lærerforeningens projekt centralt. Det betyder, at den behandler, lærerforeningen ansætter i Sønderjyllands Amt, både vil tage sig af enkelte læreres problemer og samtidig arbejde forebyggende i kommunerne.

- Alle seks kommuner har fra starten været positive over for projektet. Oprindelig havde vi i kredsen den opfattelse, at det var en arbejdsgiveropgave at tage sig af lærernes psykiske arbejdsmiljøproblemer, men da lærerforeningen centralt gik ind i arbejdet, betød det, at der kom hurtigere gang i det hele, siger Erik Hansen fra Sønderborg-kredsen.

Forebyggende arbejde

- Vores del af projektet bliver udelukkende af forebyggende karakter. Vi ønsker at begynde med et fremtidsværksted, hvor vi inviterer alle interesserede. Værkstedet skal bruges til at få ideer til det forebyggende arbejde frem. Projektet skal styrke tillidsrepræsentanterne, sikkerhedsrepræsentanterne og skolelederne, siger han.

Det forebyggende arbejde kan for eksempel være, at behandleren deltager i pædagogiske dage eller holder kurser på skolerne om samarbejde, krise og personlig udvikling.

Kredsen har sat penge af til at udvikle projektet i løbet af et år, og de seks kommuner bidrager ogsåøkonomisk. I alt er der afsat 100.000 kroner til udviklingen. Kommunens repræsentant i projektets ledergruppe bliver en lærer, der arbejder som konsulent i kommunen. Den anden person i ledergruppen bliver fra lærerkredsen.

Erik Hansen fortæller, at kredsen længe har haft den aftale med kommunerne, at de kommer tidligt ind i sagen, når en lærer har problemer. Samarbejdet styrkes nu yderligere.

- Kommunerne har ind imellem benyttet sig af skolepsykologerne i disse sager, og det synes vi ikke er heldigt. Måske vil den pågældende lærer senere skulle samarbejde med skolepsykologen om en elev, og det kan give problemer, at man selv har konsulteret skolepsykologen. Derfor er det bedre med én person - og det kan godt være en uddannet skolepsykolog - der udelukkende tager sig af lærernes problemer, siger Erik Hansen.

Projektets udviklingsfase varer til 31. juli 1996.