En mobningssag i Espergærde har afstedkommet en række indlæg i Politiken. Mobning er - uanset hvor den foregår - altid noget, man bør tage alvorligt. Alligevel er mobningen ikke mit ærinde, men derimod måden affæren er blevet brugt på.

Tirsdag den 2. januar 96 skriver en række forældre i Politiken. Ud fra en konkret mobningssag anlægger de nogle generelle synspunkter, og skriver blandt andet . . . 'Folkeskolen har utroligt svært ved at dæmme op for den grove mobning . . .' '. . . mobningen får ingen konsekvenser for mobberen . . .'.

Lad det for god ordens skyld være slået fast, mobning finder vi alle vegne - desværre. Det er på ingen måde noget specifikt for folkeskolen, den modtager da også løbende børn, også mobningsramte, fra private skoler - vi råber bare ikke så højt . . .

I lyset af den pågældende mobningssag erklærer forældrene videre: '. . . folkeskolen har nogle alvorlige ledelsesproblemer . . .' '. . . i fremtiden vil forældrene stille direkte krav om indflydelse på undervisningen . . .' '. . . folkeskolen har ikke noget valg, hvis den ikke udvikler sig, vil eksplosionen til de private skoler fortsætte . . .'.

Jeg synes, det er stærkt betænkeligt at se, hvordan forældrene 'bruger' den konkrete sag. De mener sig blandt andet i stand til, på baggrund af deres oplevelser, at vurdere folkeskolens generelle evne til udvikling. Indlægget bærer stærkt præg af frustrerede forældre, og al forståelse for det. Hvad værre er, det synes ikke at gælde adjunkt Eva Sørensen, som har luftet sine uforbeholdne synspunkter i Politiken, først den 4. januar og senere igen 6. januar. Her er et citat fra 4. januar: '. . . lærere og skoleledere er ofte bange for forældrenes indflydelse og lægger dem hindringer i vejen. Lærerne tror, at kun de ved, hvordan børn skal undervises. Der er en vis hoven holdning at spore'. Udtalelsen siger for så vidt mere om Eva Sørensen end om folkeskolens ledere og lærere. I lyset af de her nævnte citater, flere kan ses ved gennemlæsning af artiklerne, bliver det helt klart, at den målsætningsdebat, som for tiden finder sted på landets folkeskoler, er af yderste vigtighed. En del af målsætningsdebatten handler om forældresamarbejdet, og målsætningsarbejdet bør afsluttende give helt klare linier for det fremtidige forældresamarbejde.

Jeg mener godt, man kan sammenligne et vellykket forældresamarbejde med et godt ægteskab. Der indgår tre dele: dig, mig og os. Overført til forældresamarbejde: På den ene side hjemmet/barnet/forældrene. På den anden side barnet/klassen/undervisningen og lærerne. Som det sidste og tredje 'os' det fælles rum, hvor vi samarbejder og fører dialogen. En hovedhjørnesten i dette samarbejde vil altid være respekten for hinandens områder og kompetencer, og respekten skal være til stede i det fælles rum, hvor dialogen foregår. Forsøger man at omgå dette grundvilkår, slår man kvaliteten ud af arbejdet. Folkeskolen bør ikke forvandles til en holdningsløs discountbutik, hvor man henter, hvad man har lyst til 'billigst' muligt - uden i øvrigt at føle sig forpligtet. Der kan vi meget nemt ende, hvis vi ikke tænker os meget grundigt om. Aldrig har det været vigtigere end nu, at skolen byder på forpligtende relationer. Børn og unge har brug for at blive 'mødt', at voksne har holdninger og vil dem noget.

Fri os for de karl-smart-synspunkter, der forsøger at sidestille folkeskolens brugere med kunderne i et supermarked. Måske er det ikke gået op for alle endnu, men folkeskolen sælger ikke pølser, og vi producerer dem heller ikke. I folkeskolen arbejder vi med menneskelige relationer. Vi arbejder med menneskelig vækst, både på et personligt og fagligt plan.

Slut op om målsætningsdebatterne ude på landets folkeskoler, og gør de tendentiøse artikler, som Politiken har bragt, til skamme - også den leder i Politiken, som refererer, at 'lærerværelset' opfatter det som 'truende', når forældre flytter deres børn til andre skoler, magen til forvrøvlet påstand skal man lede længe efter. Såvel forældre som lærere bør være i deres gode ret til at sige fra, hvis et samarbejde viser sig ikke at kunne fungere, det kan der i den sidste ende kun komme kvalitet ud af.

Karin Østerstrøm

Gentofte