Set i bred forstand har skolen en folkelig politisk opgave og en pædagogisk opgave. Det er vigtigt at skelne skarpt mellem disse to opgaver. Den folkelige politiske opgave betyder, at det er helt legitimt, at der fra samfundets side stilles krav til skolen. Dette kan gælde folkeskolelov, uddannelseskrav, fagrække, timetal, læseplaner og så videre, der fastsætter formål, mål og rammer for skolen.

Når det gælder den pædagogiske opgave i skolen, og hvordan der undervises i skolen, kan der ikke stilles krav til pædagogisk praksis udefra. Det må være den fagprofessionelle, der i kraft af sin faglige og personlige dømmekraft og viden om undervisning selv vurderer, hvordan der bedst leves op til de forskellige formål og mål. Vi skal have friheden til at sætte formålet i spil og give retning og inspiration uden at blive dikteret, hvordan undervisningens praksis skal udmøntes.

En langvarig dansk skoletradition har indtil for ganske få år siden haft fokus på pædagogikken, børnesynet, dialogen og relationen, når det gælder skolens faglighed, nemlig undervisning. I dag ser vi en anden logik, der overtrumfer fagligheden og skaber en slags undtagelsestilstand for mange lærere, når overstyring og modsatrettede mål skaber et værdisammenstød mellem professionen og managementstyringen. Det går hårdt ud over den fagprofessionelle identitet, når man dikteres, hvordan man skal undervise.

Derfor er det også helt afgørende, at ministeren har igangsat et arbejde med at lempe Fælles Mål og yderligere fastslår, at lærere skal have større frihed til at udføre deres vigtige arbejde, nemlig den gode undervisning. Dette er forhåbentlig første skridt på vej til en normaltilstand.