Er der i den danske læreruddannelse en tendens til at være bange for at sige til, når nogen fejler og afleverer usammenhængende opgaver? Jeg hævder, det er tilfældet, og at det underminerer læreruddannelsen på nogle områder:

1. Vi får fra seminarierne dårligt kvalificerede lærere ud i folkeskolen.

2. Vi får opbygget og videreført en kultur i læreruddannelsen, der ikke stiller høje nok krav til de studerende.

3. Mange lærere viderefører kulturen i folkeskolen og skaber børn, der ikke får det at vide, hvis de gør noget forkert.

Ting, der skævvrider læreruddannelsen, der er funderet på et vist fremmøde og deltagelse, og gør det at være lærer ude i folkeskolen til et endnu mere ringeagtet job, end det er i forvejen. Mange lærere efterlyser respekt og en vis autoritet. Den respekt og autoritet kan man vel ikke forlange, hvis man igennem sin uddannelse har klaret sig på dårligt at møde frem og på en konfliktskyhed fra lærer- og ledelsesside, der gør, at man ikke er blevet stillet over for nævneværdige faglige og studiemæssige krav.

Der er en misforstået tendens til at være oversocial i læreruddannelsen og bare lade tingene stå til. Vi skal være folkeskolelærere, ergo må vores uddannelse tilnærmelsesvis ligne den, en folkeskoleelev får, med samme grad af næsten uforbeholden pædagogisk tolerance. En uacceptabel holdning, der ikke hører sig til på en mellemlang videregående uddannelse. Der skal gøres op med det oversociale element, så læreruddannelsen ikke længere er en parkeringsplads for dårlige studerende.

Måske kan vi endda tillade os at kræve mere i løn, få bedre arbejdsforhold, større offentlig opbakning og mere at skulle have sagt om, hvad vi mener, der er rigtigt eller forkert i forhold til den folkeskole, vi skal arbejde i.