Bemærk
Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.
I dag fik jeg for anden gang i løbet af et halvt år Europa-Kommissionens Profilavis ind ad brevsprækken sammen med mit fagblad. Og igen undredes jeg over, at Folkeskolen tilsyneladende ser det som sin opgave at udbrede, hvad jeg kun kan opfatte som propaganda for EU.
Profilavisen mener åbenbart, at den har sikret sig sin neutralitet ved at skrive, at 'artiklerne dækker ikke nødvendigvis Europa-Kommissionens holdninger', men hvis holdninger dækker en avis, som er udgivet og betalt af EU-Kommissionen, så?
Jeg har som sådan intet imod, at mit fagblad vedlægger agitationsmateriale fra forskellige interesseorganisationer, hvis disse er i tråd med DLF's fagpolitiske strategi og indhold.
Men siden hvornår har DLF taget stilling for eller imod Danmarks EU-medlemskab? Nogle vil måske hævde, at Folkeskolen er i sin gode ret til at udsende informativt materiale - specielt op til topmødet den 14. december. Og det kan der jo være noget om. I så fald venter jeg så spændt på, at der næste gang, sammen med det lovede tredje nummer af Profilavisen, dumper materialer fra Junibevægelsen eller Folkebevægelsen mod EU ind ad brevsprækken - sammen med mit fagblad!
Ane Søegaard
Tre Falke Skolen