Debat
Informer professionelt
Bemærk
Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.
Folkeskolens omtale i nummer 49 af konferencen om DLF's identitet og konferencen om læreruddannelsen afslører endnu en gang lærernes 'Jeg er ikke okay-syndrom'.
- 'Læreren skal være professionel og i offensiven', lyder det fra konferencen. - Det er vi ude på skolerne hver eneste dag. At der desuden skal to svenske professorer til at fastslå, at 'undervisningens kvalitet afhænger af lærerens faglige dygtighed', er en så indlysende selvfølgelighed, at der ikke burde være ofret spalteplads på det i et fagblad. Hvorfor ikke fokusere på den flaskehals, der for alvor hindrer samfundet i at se, hvad hurra-ord som 'professionsidealer' dækker over. Folkeskolen er nemlig selv skyld i sit dårlige image, for skolerne mangler totalt evnen til - professionelt - at fortælle om de mange kvaliteter, undervisningen allerede rummer. Hvorfor ikke tage ved lære af det private erhvervsliv, der for længst har opdaget, at informationsstrategier og 'Corporate storytelling' betaler sig. Helt kontant.
I forhold til elevernes undervisning er lærerne professionelle, men over for samfundet og de erhvervsaktive forældre profilerer skolen og lærerne sig som en flok amatører, der er dårligere uddannet end mange frivillige organisationers bladmedarbejdere.
De store værdier i skole og samfund kommer frem på samme måde, som når man vasker guld: Der skal en frisk strøm til for at vaske guldet fra mudderet og skidtet. Der skal en frisk strøm af informationer og fortællinger til, for at vi kan få folkeskolens ægte værdier frem. Et samfund i sund vækst er som et blodkredsløb, der hele tiden tilfører organismen næringsstoffer og frisk ilt, samtidig med at affaldsstofferne udskilles. Og jo mere organismen bevæger sig, jo sundere er den. Den græske filosof Heraklit udtrykte livets stadige forandring med ordene 'Panta Rei', alting flyder. Livet er i det strømmende. Hvor livgivende vil det ikke være for folkeskolen at have 1.600 små boblende og strømmende bjergbække af frisk fortælleglæde at stille op mod nyhedsmediernes brede flod, der til tider kan ligne et åbent kloakrør med samfundets affaldsstoffer? Nyhedsmedierne er dygtige til at finde skidtet i folkeskolens kroge og holde det op i næsen på os. Fint nok, men lærerne skal selv skabe den strøm af sunde og gode historier, der graver skolens guld frem.
Hver dag er 520.000 børn og unge, deres cirka 750.000 forældre samt folkeskolens 60.000 lærere optaget af arbejdet i folkeskolen.
Når en så stor organisation ikke uddanner medarbejdere til at varetage et professionelt informationsarbejde i de 1.600 lokale enheder, hvordan skal en fjerdedel af Danmarks befolkning så kunne engagere sig ansvarligt i den dynamiske udvikling, der foregår i folkeskolen?
Arne Illeborg
Skanderborg