Mens vi tæppebombes af uheldssvangre afsløringer af vor katastrofalt lave uddannelsesstatus, er det DLF om at gøre at lade som ingenting og bare fastholde alle de elementer, der betinger vor bundposition. Formanden Anders Bondo Christensen må formodes at have hele foreningens opbakning, når han i sit åbne brev til Margrethe Vestager erklærer skoleforliget tåleligt, fordi alternativet ville være et snævert forlig. Man kunne vel forvente, at en lærerforening, der foregiver at ville gå på to ben, hvoraf det ene skulle forestille at være pædagogisk, måtte vægte indhold højere end de formelle omstændigheder, der har ført til et mildt sagt ikke-optimalt resultat. Og hvad blev vi så forskånet for i forliget. Først og fremmest nogle niveaudelingslignende holddannelser, der, når udeltheden partout skal holdes i live,

på hvert enkelt klassetrin kunne have forbedret undervisningen for både svage og stærke. Og det var da sandelig godt,

at det ikke blev resultatet. For så var skolen jo blevet,

hvad Anders Bondo kalder for en læreanstalt. Altså et sted, hvor alle børn lærer noget. Og det har jo aldrig været meningen med vor skolesandkasse i nærværende skolelovsperiode. Men så kan udsigten til skolen som kastebold for snævre vedtagelser skræmme ham, siger han. Men er den slags vedtagelser i det demokrati, som skolen jo skal undervise børnene i, da ikke mere at foretrække end den nedbrydning af demokratiet, hvor partierne binder hinanden i brede forlig og dermed spærrer for de forbedringer, som der måske kunne blive flertal for, og som selv formanden kunne tænkes at ønske sig på et tidspunkt. Og så kan han altså ikke lide centralt styrede fagkrav, siger han. Men at et folkevalgt Folketing begynder at interessere sig lidt for, hvad der undervises i i den skole, de lovgiver for, skulle da være et prisværdigt demokratisk træk frem for at kaste det hele i grams for diverse græsrodsbestyrelser, der ikke i samme grad som Folketinget står til ansvar for deres handlinger. Men én ting skal han dog høste ros for. Han taler om lærerens - altså den enkelte lærers - tilrettelæggelse af undervisningen. Og dermed har han om ikke ophævet teamene så dog trukket tænderne ud på dette personlighedsødelæggende terrorinstrument. Og det må da være en formandscadeau til den latterliggjorte privatpraktiserende lærer.

Vagn Madsen

Brønderslev