Bemærk
Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.
For mange år siden fik jeg noget nær et realitetschok, da en kollega efter en heftig, men konstruktiv og konsensusskabende debat om undervisning sagde: Men hvordan får vi vores kolleger til at få den rigtige mening? Lige siden har jeg strittet med piggene, så snart nogen lancerede 'den rigtige mening'.
Den findes nemlig kun i totalitære filosofier og systemer.
Meget af dagens debat handler om det, der af mange lærere opleves som ensretning. Om at have den rigtige undervisningsopfattelse.
Vi har jo forskellige syn på det at undervise. Forskellige syn på, hvad der er vigtigt, og hvilke metoder der er de bedste.
I disse år, hvor de rigtige metoder på det nærmeste har afløst metodefriheden på bekostning af indholdet, trives og gror de forskellige læringssyn, ikke side om side, men med gensidige fordomme, strid og frustration. Her følger de tre helt almindelige: Metoden er det vigtigste. Indholdet betyder mindre, for hensigten er ikke at formidle viden, men at udvikle elevens alsidige personlighed.
Metodekravene opleves snærende, for nogen viden og indsigt anses for nødvendig for at kunne begå sig i fremtidens samfund, hvor vi skal konkurrere med andre landes unge. Ikke al undervisning kan klares med selvvirksomhed, og diverse projekter tager tiden fra det egentlige.
Indholdet er det vigtigste, og metoderne skal vælges med omhu, for de skal medvirke til at udvikle elevens sociale færdigheder.
Indholdet skal medvirke til elevens livsforståelse og altså hjælpe eleven til at få et verdensbillede, han kan forholde sig til.
1: Målsætningen handler om elevens personlighed, og evalueringen bliver subjektiv.
2: Målsætningen handler om elevens tilegnelse af stof og bliver objektiv.
3: Målsætningen handler om elevens forståelse af og evne til at bruge stoffet, og evalueringen bliver både objektiv og subjektiv.
Dersom man i teamarbejde skal planlægge ud fra så forskellige syn på undervisning, må det gå galt for den enkelte, der vil opleve, at personligheden udviskes på fællesskabets alter. Hvem havde troet, at en skole, der dyrker individet, ville gøre dette netop på bekostning af individualiteten?
Stine S. Preston
Mølholm Skole, Vejle
