Debat

Arrogance

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Det ville klæde DLF, hvis den tog de problemer, som den påførte de lærere, der var ansat på tjenestemandslignende vilkår, eksempelvis løn forud samt tilsagnspension, før kommunaliseringen i 1993, alvorligt.

De mistede en ansættelse med tre års opsigelse og en tilsagnspension på 57 procent af slutlønnen, tillige kunne deres løn automatisk stige til løntrin 40 mod nu løntrin 35. Det er normalt sådan, at når sådan en gruppe skal flyttes over på en anden ansættelsesform, forhandler fagforeningen en aftale hjem, der ikke stiller medlemmerne ringere. Hvad fik fagforeningen egentlig i betaling for den handel? Det ville være positivt, hvis DLF ville tilbyde juridisk bistand til at få afprøvet 93-gruppens situation ved retten for at få afklaret, om det var en lovlig metode, man benyttede i 93. Det virker, som om hovedstyrelsen siger: 'Bare det holder vores tid ud', men det kan jo blive svært, når mange overenskomstansatte ikke føler, de får ret meget for de cirka 5.000 kroner, de betaler i kontingent om året.

Man burde nok bruge mange flere kræfter på forhold som løn, arbejdstid og pension og mindre på pædagogiske diskussioner.

Vær med i samtalen

Klik her for at indsende dit indlæg til folkeskolen.dk - medsend gerne et portrætfoto, som kan bringes sammen med indlægget

Læs folkeskolen.dk's debatregler

Preben Bendt

Odense

Svar

Jeg synes, at det er al ære værd, at man bider sig fast i en problemstilling og fastholder de ansvarlige politikere i forhold til den.

Jeg har tidligere i november 2002 givet dig et svar i forhold til samme problemstilling, som du nu rejser endnu en gang. Hvis du har fulgt med i debatten, vil du vide, at jeg ønskede, at vi havde nået et markant bedre resultat for 93-gruppen ved Overenskomst 02 - ja allerede ved Overenskomst 95, hvor jeg på overenskomstkongressen i 1994 rejste problemstillingen første gang. Realiteten er imidlertid, at næste mulighed for at gøre noget ved problemet er Overenskomst 05. At der ikke sker noget her og nu, er derfor på ingen måde udtryk for en tilbagelænet holdning fra hovedstyrelsens side.

Anders Bondo Christensen

formand for DLF