En viceskoleinspektør skrev i Folkeskolen nummer 46, at han ville skide på Klare Mål. Denne smagfulde synsvinkel genspejler, at de forskellige ministerielt fastsatte bestemmelser om undervisning i folkeskolens fag ikke omtales med udelt respekt dér, hvor de skal bruges.

Nogle lærere synes, at det jo bare er skrivebordsteoretikeres værk, som ikke har krav på at blive taget alvorligt ude i det virkelige liv.

Enhver kan slå op foran i et faghæfte eller lignende og erfare, at den slags publikationer skrives af arbejdsgrupper, hvor oftest halvdelen eller flere er aktive folkeskolelærere, herunder fagkonsulenten, der tilbringer to-tre af ugens dage som almindelig lærer. Konsulenten og de øvrige medlemmer, inklusive medvirkende seminarielærere, har ikke sjældent rødder i fagets faglige forening og er dermed repræsentanter for den mest seriøse andel af de lærere, der underviser i faget. Og den faglige forening har igen gode muligheder for at påvirke resultatet, når det udsendes til høring. Hvad der skrives i en ny læseplan eller, som nu, Klare Mål, er derfor ofte en status og en fremtidsvision baseret på den debat og det udviklingsarbejde, der har fundet sted blandt fagets engagerede udøvere. Uden selv at have siddet med ved det officielle bord ved jeg, at alle, der vil tage del i debatten om deres fag, kan få medejerskab til, hvordan det skal udvikle sig.

Hvad angår de ministerielle embedsmænds indflydelse har den undertiden bestået i en sløring og nedtoning af den klarhed, som praktikerne ønskede.

Vi er nogle - muligvis et mindretal - der mener, at det faktisk er særdeles fornuftigt, relevant og vigtigt, hvad der står skrevet i læseplan og fagmål.

Og vi mener, at disse mål har krav på at blive respekteret for alle fag, også i forhold til dem, der ikke har afgangsprøve og ikke optræder i internationale sammenlignende undersøgelser.

Ove Steen Smidt

København