Kongressen 2000: De delegerede vedtager efter en lang og konstruktiv debat foreningens nuværende lønpolitik. Der skal arbejdes for, at tillæg for lærere på ny løn og lærere på personlig ordning skal være det samme. Det nævnes i debatten, at der selvfølgelig skal arbejdes for at sikre dem på ny løn en udvikling i lønnen, der sikrer, at de ikke stilles dårligere end dem på personlig ordning. Dette sidste punkt skrives dog (desværre) ikke ind i politikken, men det gentages flere gange på kongressen i 2001.

Medlemsdebat Overenskomst 02 udkommer. 12-års-tillægget er nævnt først under specielle krav.

Kongres 01: Overenskomstkrav skal prioriteres, enkelte taler imod at prioritere 12-års-tillægget, og det ender til vores store overraskelse med ikke at blive prioriteret.

Det vil efter vores mening være katastrofalt, hvis ikke 12-års-tillægget bliver en del af Overenskomst 02. En vigtig forudsætning for vores lønpolitik vil være væk, da det i længden simpelthen ikke vil være hensigtsmæssigt at arbejde på, at tillæggene skal være de samme i de to lønsystemer, når det ene lønsystem slutter godt fem løntrin lavere end det andet. Mange vil med god grund føle sig snydt. 12-års-tillæget vil være nemmere og billigere at få med ved Overenskomst 02 end senere, da der ikke er så mange endnu, der har 12 års erfaring og er på ny løn. Man risikerer at skabe en ny '93-gruppe', der kommer i klemme (med lidt 'held' vil der være nogle der både er i '93-gruppen' og i en eventuel ny klemt gruppe).

Min melding til vore forhandlere er derfor klar: Fasthold kravet om 12-års-tillægget til det sidste, dermed vil vi bevare perspektivet i vores lønpolitik.

Andreas Bang

Valby

DLF-ledelsen udtænker planer for skolens virke i et multietnisk samfund. Kongressen nægter at tage stilling. En omfattende handleplan for debat helt ud til tillidsrepræsentanterne bliver søsat til erstatning for kongressens nølen. Selv de tavse i hovedstyrelsen vil ikke tabe ansigt. Man gør en dyd af nødvendigheden, for tænk 'hvis kongressen bare havde vedtaget hovedstyrelsens forslag med de ændringer, som kongressen måtte have besluttet', skriver Niels Christian Sauer til mig. Det er kort hukommelse, hovedstyrelsen udstyrer medlemmer med, for ledelsen udlagde udadtil kongressens beslutning som en sejr for papiret 'Fællesskabets skole i et multietnisk samfund'. Formand og alle betydende medlemmer af hovedstyrelsen var på talerstolen og lagde personlig prestige i papirets vedtagelse. Og så er der de hovedstyrelsestavse. Hvad tænker de mon?

I den forbindelse kunne man spørge Udviklingsprojektet, men måske især de tavse og den eller de oppositionelle om deres holdning til projektets slutrapport, der i et afsnit om kongressen fremhæver betydningen af, 'at klimaet på kongressen udvikles på en sådan måde, at deltagerne kan føle sig trygge ved at fremlægge deres synspunkter på forskellige spørgsmål'. Vi medlemmer vil gerne have at vide, hvem skurkene er i dette spil, hvem skaber denne utryghed, hvem eller hvad kreerer et klima med knugende tavshed til følge? Hvorfor bliver et oplæg om multietnisk udvikling i Danmark fremført på kongressen, uden at nogle røster fra hovedstyrelsen meddeler divergerende meninger? Dette ville jo netop intensivere debatten og optimere kongresmedlemmernes mulighed for at udtrykke deres holdninger. De 310 dikkende lammehaler må have en skrækkelig fornemmelse af ikke at slå til, for ingen skal bilde mig ind, at de ikke hver især kender til den holdning, der ikke uden videre accepterer det danske samfund som et multietnisk! Foreningens multietniske overskrift er jo ligefrem en invitation til at tage ophold her i landet og få del i de samme velfærdsgoder, som herboende danskere har. Indvandringsfrekvensen må Folketinget tage stilling til, efterfølgende integration eller assimilation skal der overordnet planlægges for, men ansvaret er helt forkert anbragt i klasseværelserne. Aflys debatten og lad os tage fat på den, når Folketinget har fundet sine egne ben.

Torben Thomsen

Aars