Debat
Evaluering af bløde værdier
Bemærk
Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.
I sin omtale af den internationale undersøgelse 'Citizen and Education in Twenty-eight Countries: Civic Knowledge and Engagement at Age Fourteen' skriver John Villy Olsen blandt andet: 'Det er første gang, der blev foretaget en sammenlignende international test af såkaldt bløde værdier' (Folkeskolen nummer 49).
Det er imidlertid ikke korrekt.
I 1995 gennemførte historiedidaktiske forskere fra 25 europæiske lande en sammenlignende spørgeskemaundersøgelse om15-årige elevers historiebevidsthed og politiske dannelse, 'Youth and History. A Comparative European Survey on Historical Consciousness and Political Attitudes among Adolescents'. I alt cirka 31.000 elever og 1.250 af deres lærere deltog i undersøgelsen, heraf 851 danske elever og 43 lærere. Undertegnede var dansk koordinator og projektleder i undersøgelsen.
Undersøgelsen blotlagde blandtandet elevernes historiebevidsthed, historiesyn og tidsforståelse, deres interesse for historie i forskellige perioder, geografiske områder og aspekter, deres forståelse af faget historie og deres holdning til forskellige undervisningsformer. Angående elevernes samfundsforståelse og politiske dannelse drejede undersøgelsen sig især om deres interesse for politik og samfundsforhold, deres syn på demokrati, på mindretal, på national identitet og på miljøspørgsmål.
Det er naturligvis interessant at sammenligne den foreliggende undersøgelses resultater med 1995-undersøgelsen. Det kan ske ved at frekventere følgende bøger:
Magne Angvik, Bodo von Borries (eds.): 'Youth and History'; Vol. A + B. Körber Stiftung, Hamburg 1997.
Vagn Oluf Nielsen: 'Ungdom og Historie i Danmark'. Danmarks Lærerhøjskole 1998.
Magne Angvik, Vagn Oluf Nielsen (red.): 'Ungdom og historie i Norden'. Fagbokforlaget, Bergen 1999.
Alle tre værker kan lånes på Danmarks Pædagogiske Bibliotek.
Vagn Oluf Nielsen
Danmarks Pædagogiske Universitet