Debat

Vi er lønslaver

Offentliggjort

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Efter i femten år at have argumenteret for fast arbejdstid glædede det mig at læse bladet fra 14. december. Det blev refereret, at en tredjedel af mine kolleger (i Kolding) nu har samme opfattelse - og så er der jo ikke langt til et flertal!

Regner man løseligt på sagen, betyder fast arbejdstid 41,81 timer om ugen ved 40 uger eller 8,362 timer om dagen ved 200 dage. Vi er for tiden alt for billig arbejdskraft aftener og weekender, hvor vi burde have et 50-100 procent tillæg, og eftersom et vist omfang af aftenarbejde (arrangementer på skolen), pædagogiske lørdage, kurser og lejrskoler med videre er ønskeligt og uundgåeligt, ville vi snildt enten få et godt løntillæg eller komme noget længere ned i tid, såfremt disse ting helt konkret blev modregnet i den daglige tid.

Personligt ville jeg finde det pragtfuldt at have fast tid til forberedelse og møder med kolleger, som i forvejen var på stedet og havde tid, ligesom man ikke skulle rette eksamensopgaver i døgndrift uden tillæg. Det ville heller ikke være ringe at have frokost og kaffepauser, hvor pausen ikke skulle afbrydes til fordel for en kødannelse ved kopimaskinen. Man kunne ligefrem forestille sig skolerne som steder, hvor man i et inspirerende miljø kunne arbejde interesseret med tingene. Jeg har nu engang den tro, at hvis lærerne har arbejdsglæde og føler sig godt tilpas, så får det en afsmittende effekt på deres arbejde og dermed børnenes tilværelse.

Vær med i samtalen

Klik her for at indsende dit indlæg til folkeskolen.dk - medsend gerne et portrætfoto, som kan bringes sammen med indlægget

Læs folkeskolen.dk's debatregler

Lad os nu for pokker blive en fagforening, hvor vi fremhæver vor profession og samtidig erkender, at vi er ganske almindelige lønslaver - og lønslaver hverken forærer deres arbejdskraft bort eller lader sig narre af floskler.

Knud-Erik Petersen

Frederikshavn