Udgifterne til folkeskolen løber løbsk! Der skal være flere elever i klasserne, gerne helt op til 28! Lærernes såkaldte Ø-tid til øvrige opgaver skal sænkes! Børnene skal ikke længere have faste skemaer! Det er blot nogle af den sidste tids mange udmeldinger om folkeskolen.

Det klinger hult, når ministerierne og Kommunernes Landsforening nu advarer mod stigende udgifter til folkeskolen. Det har enhver da kunnet forudse.

Den nye folkeskolelov er dyr, og det samme gælder overenskomsten med lærerne i 1993. Desuden er specialskolerne i stor udstrækning blevet nedlagt, hvorefter eleverne er blevet integreret i folkeskolen. Samtidig har vi fået et stadig stigende antal fremmedsprogede børn.

En forhøjelse af klassekvotienten vil ikke automatisk give besparelser, da timetildelingen oftest følger den enkelte elev, hvorefter skolen formerer klasserne. I praksis laver vi bestemt ikke flere klasser end nødvendigt. Vi har forlængst opdaget, at en høj klassekvotient giver flere timer til eleverne, men også større mulighed for holddannelse, støtteundervisning og så videre.

Jeg advarer mod, at man nu lader børnene betale prisen med stærkt forhøjede klassekvotienter. Én klasse kan godt bære 25 elever, en anden måske kun 16. Det afhænger af sammensætningen af elevgruppen. Hvad der er det rigtige i det enkelte tilfælde, kan kun skolen vurdere. Rent praktisk kan klassekvotienten ikke forhøjes på skoler med et eller to spor. Den eneste mulighed vil så være sammenlægning af skoler og ændring af skoledistrikter.

Jeg advarer også mod, at man sætter Ø-tidsprocenten ned. Alle de såkaldte 'øvrige opgaver' er særdeles vigtige og omfatter i stor udstrækning de områder, der hører ind under skolebestyrelsens regi. Det gælder for eksempel skole-hjemsamarbejdet, men også lærernes videre uddannelse er Ø-tid. Lærerne har et utal af opgaver, som ikke er undervisning, men som er helt nødvendige for en moderne folkeskole.

Undervisningsministeren efterlyser større fleksibilitet i skolens hverdag og ved skemalægning. Det ønsker landets skoleinspektører bestemt også, og det praktiserer vi i stor udstrækning, takket være den nye tjenestetidsaftale, som vi fik i 1993. Den var meget bureaukratisk og medførte et stort arbejdspres på skolens ledelse. Flere end 200 skoleinspektører holdt op i utide i denne periode, og der har siden 1993 været et bemærkelsesværdigt lille antal ansøgere til ledige inspektørstillinger.

Aftalen var alligevel et stort fremskridt. Den gav os den fleksibilitet, som vi har efterlyst i mange år, og som er en forudsætning for at kunne føre den nye folkeskolelov ud i livet. Desværre trækker lærernes nye overenskomst, der træder i kraft 1.8.1996, i den forkerte retning. Arbejdet bliver endnu mere besværligt og bureaukratisk for skolens ledelse.

Kommunernes landsforening og ministerierne har et stort medansvar for udviklingen, idet den 'ene hånd ikke har vidst, hvad den anden skrev under på'. Danmarks skoleledere har advaret politikerne, men vi er ikke blevet hørt.

De økonomiske problemer skal ikke løses ved at gøre forholdene for eleverne dårligere. Samtidig skal den nye folkeskolelov ikke forceres igennem. Det giver dårlige arbejdsforhold for lærerne, og vi mister forældrenes forståelse og tillid. Det kan meget nemt blive tilfældet, hvis for eksempel ministerens tanker om den skemafrie skole bliver til virkelighed.

Den pædagogiske fane skal ikke løftes så højt, at forældrene ikke kan se flaget. - Fri os fra flere skrivebordsteorier fra personer, der befinder sig langt væk fra skolens hverdag.

Arne Sloth Kristoffersen

skoleinspektør