Debat
Nu skal hælene sættes i
Bemærk
Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.
Med de mange ændringer, der er sket for lærerne i folkeskolen i de seneste år, er det på tide at standse op og sige: 'Nu holder vi lige en pause, så vi kan få de fleste medlemmer 'på forkant' '. Men det gør Danmarks Lærerforening (DLF) ikke. Men tramper derudad langt foran medlemmerne, når næstformanden Tom Egholm kan sige om ministerens seneste udspil om nye skemaer hver eller hver anden uge, at foreningen generelt kan gå ind for fleksibilitet!
De almindelige lærere kan ikke følge med. Vi har fået en ny styrelseslov, nye tjenestetidsregler og en ny folkeskolelov.
Næste skridt bliver så muligvis et nyt lønsystem bestående af basisløn, kvalifikationsløn og resultatløn.
Mange lærere oplever, at de i løbet af de sidste år hele tiden har skullet omstille/tilpasse sig. Viljen har været/er der. Men det er vanskeligt og går for stærkt.
Problemerne kan forklares på mange måder: Uklart indhold i folkeskoleloven og arbejdstidsaftalen. For dårlige ledere. Manglende ressourcer. Samt ikke mindst at vi i lang tid har skullet handle på baggrund af uklare og modsatrettede krav og forventninger. Det skaber frustration.
I den økonomiske krig, der er lagt op til omkring folkeskolen for at få mere arbejdskraft ud af lærerne, får vi så også at vide, at vi ikke er gode nok, og at vi laver for lidt! Derfor skal vi have flere timer og være mere fleksible. Og DLF siger bare 'ja'. Det virker som en våd klud i ansigtet.
Som en kollega sagde: 'Man føler, man er med på en fiasko - og DLF er åbenbart med på det hele!'.
Sådan bliver DLF desværre også en modstander i medlemmernes øjne. Derfor bør den nye hovedstyrelse sætte hælene i. Inden det er for sent!
Karl Heinz Mortag , kongresdelegeret
Århus Lærerforening
Svar:
Kære Karl Heinz Mortag
Jeg antager, at det er mine udtalelser til Politiken den 4. december, du henviser til, selvom jeg har vanskeligheder med at genkende dem. I nævnte artikel udtaler jeg netop, at en fleksibel udnyttelse af arbejdstidsaftalen ikke kan legitimere besparelser på lærertimerne. Færre lærertimer vil samtidig give mindre voksenkontakt for børnene, lige meget hvordan skolerne organiserer sig. Og børnene har brug for voksenkontakt i dag.
Ved akkordindgåelse per 1. august 1996 af en større del af lærernes arbejdstid mener jeg, vi slipper for en del af bureaukratiet og kontrollen og får derved en mere fleksibel daglig arbejdsdag for den enkelte lærer.
Tom Egholm
næstformand i DLF