Debat
Åbent brev til Konrad Steenholdt
Bemærk
Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.
Lærerne ved Atuarfik Mathias Storch i Ilulissat er igen blevet præsenteret for forringelser i deres arbejde.
Ved skoleårets start kunne der ikke skaffes lærere nok til at dække behovet, og for at få skolen til at fungere påtog vi os et stort antal overtimer.
Per 1. januar overgår en lærer til andet arbejde, og igen har det været umuligt at skaffe den nødvendige erstatning. Vi har igen medvirket til at få skolen til at fungere, men grænsen for, hvor mange overtimer vi kan påtage os, er for længst overskredet.
Det har betydet, at tilvalgshold må nedlægges og fagfordelingen ændres midt i skoleåret. En del elever kan herefter ikke få timer nok til at opfylde skoleforordningens krav. Dette er naturligvis en kedelig situation for lærerne, men samtidig er det frustrerende at se, at de bogligt svageste elever fratages de kreative fag, hvor de har kunnet hævde sig, at timer i specialundervisning må nedlægges, og at kontinuiteten i undervisningen brydes.
Et gennemgående tema i din julehilsen til lærerne er udvikling.
En skole i udvikling er en inspirerende arbejdsplads, hvor de ansatte føler sig trygge og føler opbakning fra arbejdsgiveren.
Rekruttering af arbejdskraft er tilsyneladende vanskelig, og stort arbejdspres sammenholdt med nedskæringer, besparelser og senest den grove tilsidesættelse af den frie forhandlingsret har nok desværre fjernet tilliden til arbejdsgiveren.
Vi skal derfor kraftigt opfordre dig til at få skabt en personalepolitik, så tilliden til Grønlands Hjemmestyre genoprettes, og den grønlandske skole igen bliver en attraktiv arbejdsplads.
På lærerrådets vegne
Vibeke Holmann,
lærerrådsformand
Atuarfik Mathias Storch,
Ilulissat