At vende tilbage til en reformeret folkeskole efter skiftende vikariater og en sygemelding er som at lande i en mastodontisk bjergkæde, der skal bestiges. Jeg elsker at undervise skolens ældste klasser. I skrivende stund har jeg været fuldtidsansat i tre måneder omgivet af de dejligste unge, som med den »rette« inspiration og tilrettelæggelse suger viden til sig. Vi griner, sparrer, udveksler erfaring, og langsomt bliver vores undervisningsfællesskab mere trygt.

Læs længere version af indlægget: Løgnen og dens konsekvenser

Det eneste, jeg må erkende, er, at min tid til at forberede min undervisning, så den forbliver opløftende og inspirerende, bliver mindre og mindre. Og min egen utilstrækkelighed vokser, i takt med at tiden skrider for mig. Enkelte gange må jeg ty til vuptiløsninger, og min faglige stolthed, hvis ikke den knækker, så ryger der en flig af i ny og næ. Når jeg tænker på, hvordan jeg før reformen kunne planlægge min egen tid, fik tidligt fri, gik hjem, hakkede i jorden med en spade, hvis det var det, jeg havde behov for, vaskede tøj, nulrede rundt, og når mine børn var puttet, sad jeg gerne et par timer eller tre, lod de gode idéer komme til mig. Jeg talte aldrig timer: Knoklede, indtil jeg var tilfreds og dermed færdig.

Jeg var på forkant med min undervisning og indholdet af samme. Jeg kunne med andre ord være kreativ i mit eget tempo, en ganske anden strategi end den, jeg bliver mødt med nu.

Kigger tomt ud i luften …

På min arbejdsstation har jeg sat en gul seddel, hvorpå der står: Pas på tiden!

Vi, som voksne og forbilleder for vores unge, er nødt til at behandle de unge på en ordentlig måde. De spejler sig i os, ser op til os.

Jeg forsøger altid gennem dialog, som er en langsommelig proces, men tyve gange mere givtig, at få de unge mennesker til at se muligheder. Skolen er et sted, hvor regler ikke er til for at blive brudt, men har det formål at sørge for, at vi alle sammen kan fungere i det samme rum. Det handler om tillid, respekt og ansvar. Det er ikke kun eleverne, som skal indordne sig og overholde reglerne for, at vi lærere kan holde ud at være i vores arbejde, det er også mig som lærer, der skal lytte, respektere og være mig mit ansvar bevidst over for eleverne. Vi kan lære så meget af hinanden, hvis bare vi lytter!

Det hele menneske ville jeg gerne have lov til at tænke ud i fremtiden, vores unge skal blive til hele mennesker. Jeg ved, at min samhørighed med og tilstedeværelse i de unge menneskers liv gør en forskel. Jeg vil bare have, at det skal være anstændigt. Ordentligt. Ikke være præget af stress, jag og vuptiløsninger.

Vi skal være ordentlige over for hinanden. Lytte og være til stede.

Vi lærere er kreative mennesker - kreativitet har brug for råderum, refleksion og penge. Skrot reformen, og vend tilbage til den gamle arbejdstidsaftale. Følelsen af at have tid til at være kreativ og ikke skulle præstere på tid udløser sjovt nok overskud. Der skal ansættes flere lærere, og så er man fra ministeriel side nødt til at tage vores fremtid alvorligt!

Husk på, at det er nogle søde og dejlige unge mennesker, som vi tilbringer mange timer sammen med hver eneste dag. De skal have fyldt deres bagage på en ordentlig og anstændig måde.

De tiltag fra ministeriel side, der er landet på vores bord, er ikke holdbare i længden. Vi bliver drænet for initiativ og virkelyst. Konsekvensen af det, der sker, er, at vi bliver mere og mere navlebeskuende og er os selv nærmest!

Lyt, inden vi lærere, ildsjæle, som vi er, skvatter fra hinanden.