Debat
Hvem har glæde af inklusionen?
Bemærk
Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.
Allerede for 50 år siden havde man kig på de elever, som blev sendt til særundervisning/specialundervisning. De var alt for dyre i drift. Det ville være langt billigere, hvis de gik i almindelig folkeskole. Den var stort set alle med på. Det vil i reglen være tilfældet, hvis noget bare er billigere. Om ungerne lærte noget, var egentlig sagen helt uvedkommende. Det skulle der helst ikke tales alt for meget om. Undervisningen lå i reglen et godt stykke over deres fatteevne, så det var så som så med udbyttet. Nogle fik så den udmærkede ide at henvise disse elever til en specialskole, hvor undervisningen var specielt tilrettelagt for dem. Det fungerede udmærket, til man fandt ud af, at det var dyrere end en almindelig folkeskoleklasse. Så begyndte »de kloge« at fundere over, om lærerne egentlig ikke bare skulle »tage sig sammen«, så skulle det jo være let at klare den lille knast.
Hvis det virkelig blev nødvendigt, ja, så kunne man da nemt ændre deres undervisning, så de derigennem var »klædt på« til at modtage disse elever.
Minder det om noget, vi har hørt før?
Verden forandrer sig, men der vil altid være en del elever, som falder uden for gennemsnittet, og de vil uvægerligt altid afstedkomme en hel del debat, mere eller mindre seriøs. Efter min opfattelse mest mindre.
Forkortet af redaktionen