Jeg er underviser og opholder mig i Finland på andet år. Mange, både i og uden for Finland, er meget bevidste om de fine undervisningsresultater, man har opnået. Blandt andet er Finland et af de lande, der er bedst til at trække de såkaldte »svage« elever op og på den måde udligne både social og faglig ulighed. Hvad måske ikke så mange ved, er, at man i Finland også er meget bevidst om, at man er et af de lande, der har den højeste procent af unge med depressioner, man har store problemer med mobning, og at Finland hører til det land i Norden, hvor børn føler sig mest stressede og pressede. Ydermere er Finland et af de lande i Europa med størst social ulighed, en ulighed, der fortsat vokser, samt en lav middellevetid set i forhold til resten af de nordiske lande. Disse problemstillinger findes der ingen simple løsninger på. Men at lære børn sociale kompetencer og at bruge tid på deres trivsel er under alle omstændigheder noget, der tager tid - også skolens tid. I Finland er dette ikke, som det i mange år har været tilfældet i Danmark, en del af skolens fokusområder. Skole-hjem-samarbejdet handler i Finland, i store træk, om barnets faglige standpunkter og en formidling af klassens aktiviteter. Alle disse betragtninger leder mig frem til nogle centrale spørgsmål, som jeg ikke mener bliver inddraget i Pisa-debatten: 1) Kan skolens resultater sige noget om børns trivsel, og hvor godt eleven vil klare sig fremadrettet? 2) Hvilken vægtning af faglige og (psyko)sociale elementer skal prioriteres i skolen for bedst muligt at fremtidssikre individuel og samfundsmæssig fremgang? For en god ordens skyld vil jeg pointere, at jeg oplever, at Pisa også har sat fokus på elementer i undervisningen, som har behøvet ekstra opmærksomhed - som elevernes læsekompetencer - og dermed fokus på, hvordan man bedst lærer at læse. Det centrale er dog, at Pisa kan bruges til noget nu og her, men ikke nødvendigvis til at sige noget om, hvordan et land ellers klarer sig og vil klare sig i fremtiden.