Debat
"Når læreren bruger velvalgte og kendte rutiner for klasseledelse, skaber det rum til at finde det gode spørgsmål, der åbner indholdet for eleverne", skriver skoleleder Helle Bjerg.
Foto: Jesper Knudsen
Medlem af ekspertgruppe for nye læreplaner: Vi skal ikke disrupte skolen – vi skal gentage, gentage, gentage
Forandring og forbedring i skolen skabes gennem gentagelser, genbrug og gode grin, mener skoleleder Helle Bjerg.
Dette er et debatindlæg. Indlægget er udtryk for skribentens holdning.
Gode gentagelser er fundamentet for en god
skole. Det gælder for de elever, der skal lære og være i skolen. Og det gælder
for de lærere og pædagoger, der skaber de gentagelser, som børn og voksne kan
være fælles i og om.
Hvad enten vi formulerer skolens væsentligste
opgave som undervisning, dannelse eller læring, så er grundlaget gentagelser,
gentagelser, gentagelser.
‘Djævelen sidder i detaljen’ siger en
talemåde. Det kan i skolen omskrives til ‘Guldet ligger i gentagelsen’.
Gentagelser giver overskud
En grund til at fejre gentagelser i skolen er,
at gentagelse og rutiner ét sted giver overskud til at tænke sig om og afprøve sig
et andet sted. Når læreren bruger velvalgte og kendte rutiner for
klasseledelse, skaber det rum til at finde det gode spørgsmål, der åbner
indholdet for eleverne.
Når eleverne har trygge erfaringer med, hvad
de kan forvente, har de overskud til at engagere sig i samarbejdet om opgaven.
Når ledelsen understøtter de professionelles
samarbejde på vante måder, skaber det overskud til at udvikle undervisningen i
fællesskab.
Uden ”plejer” – ingen skole
Siden 2016 har jeg været så heldig at være en
del af ledelsen og hverdagen på Skolen på Grundtvigsvej. Skolen er ‘kun’ 13 år,
og opgaven har derfor været at opbygge en ny folkeskole fra grunden. Samtidig
har vi en ambition om at gøre folkeskole på en ny måde.
Vi har lært på den hårde måde, hvor værdifuldt
og væsentligt det er at etablere et ‘det plejer vi’, eller ‘sådan gør vi her’.
Så uden ‘plejer’ - ingen skole.
Samtidig har vi forsøgt at være vedholdende omkring,
at ikke alle gentagelser er lige gode: ‘Sådan gør vi her’ skal jo sætte fælles
standarder for god undervisning og god pædagogisk praksis. Det er ikke let, og
når vi fokuserer et sted, kryber ‘plejer’ bag om ryggen på os et andet sted.
Men vi øver os.
Hånden på hjertet - så er det ikke alle de
rutiner og gentagelser, vi i dag har i skolen, som afspejler det, vi ved, og
det, vi mener. Vi ved godt, at den velkendte rutine: åbn skærmen, læs teksten
(på skærmen) og svar på opgaven (på skærmen) ikke nødvendigvis er den gode
gentagelse, der får eleverne med. I hvert fald er der brug for større variation
over temaet: sæt jer ind i et stof og forhold jer til det, så I kan anvende det
i sammenhæng.
Samtidig ved vi også, at en lærer tager op til
90 professionelle beslutninger på en lektion. Så det siger sig selv, at man
ikke kan overveje eller træffe uvante beslutninger om det hele.
Netop derfor er det så væsentligt, at vi i
skolen er fælles om at drøfte, hvad god undervisning er, og hvordan vi omsætter
vi det i gentagelser og variationer. Hvordan får vi overskud til at fokusere og
justere på en nøje udvalgt del af vores rutiner, så der ikke bare sker
gentagelse for gentagelsens skyld?
Konkrete greb, der kan omsætte vision til
gentagelse
Hvis vi vil forbedre skolen med fokus på at
skabe mere variation i undervisningen, ligger den væsentligste opgave ikke
alene i den store vision og slet ikke i den vilde disruption, hvor hver dag er
en ny dag.
Den væsentligste opgave er at finde de
pejlemærker og konkrete greb, der kan omsætte visioner i gode gentagelser. Det
skal ske på måder, der skaber genklang hos de lærere og pædagoger, der skal
udføre det hårde arbejde med ‘at udvikle arbejdet, mens de arbejder’, som
skoleforskeren Helen Timperley har udtrykt det.
Gode gentagelser er mindsteenheden i god
undervisning. Fælles rutiner hjælper os til at huske at gøre tingene, som vi
har besluttet os for på forhånd. Og variation opstår netop på et bagtæppe med
et genkendeligt mønster. Så det er kun med afsæt i de gode gentagelser, at vi - som pædagogen Thomas Ziehe så smukt
har formuleret det - kan skabe ‘øer af intensitet i et hav af rutine.’
Deltag i debatten - send dit indlæg på 400-600 ord til debat@folkeskolen.dk