Kære Vagn Madsen. »Inklusion« handler om anerkendelse af forskellighed, ikke om ensretning (Folkeskolen nummer 25). At proppe alle elever ind i den samme skole og her forsøge at behandle dem ens er det, man kalder for »rummelighed«. Og jeg tager bestemt afstand fra rummelighed.

Nordvangsskolen i Esbjerg, som du nævner i dit indlæg, er et eksempel på en inkluderende skole. Den anerkender elevernes forskellighed og tilrettelægger sin praksis på en sådan måde, at flest mulige elever tilbydes en målrettet undervisning og deltagelse i skolens sociale fællesskab. Dette gør Nordvangsskolen blandt andet via dynamisk holddeling. Skellet mellem begreberne holddeling og inklusion holder således ikke, da de kan være to sider af samme sag.

Din primære anke imod den inkluderende skole er forestillingen om, at alle elever kan og skal inkluderes i det almene system. Det kan og skal alle elever ikke. Men vi kan, gennem en målrettet indsats, udvide mulighederne for inklusion. Og interessant nok viser undersøgelser, at skoler, der er inkluderende, faktisk også scorer højt i både faglige test og trivselsmålinger. Undskyldningen for ikke at praktisere inklusion er således svær at finde.

Faktisk er alle de traditionelle værdier og praktikker, som du hylder, ganske centrale i den moderne inklusionstækning: Eksempelvis tydelig klasseledelse, orden i sagerne, respekt, ansvar, professionalisme og tryghed.

Jeg er glad for din kommentar, og vi behøver ikke være enige om alt. Men det ville være klædeligt, hvis du næste gang læser en artikel til ende, før du giver dig i kast med at kommentere offentligt på den.