Et slag for sundheden

I 2008 nedsatte den daværende regering en forebyggelseskommission, der skulle komme med anbefalinger til, hvordan man kunne øge danskernes middellevetid med 3 år i løbet af de næste 10 år, og samtidig øge livskvaliteten i den forlængede levetid. Mange af os der beskæftiger os professionelt med kost, sundhed og forebyggelse var glade for dette tiltag for som daværende minister for sundhed og forebyggelse Jakob Axel Nielsen udtrykte det: ”Vi trænger altså til at få noget evidens og prioritering ind i forebyggelsesarbejdet. Det er ikke nok med fikse idéer - vi skal skabe de bedste rammer for forebyggelse og sætte klare mål for indsatsen.”

Og kommissionens arbejde blev taget til efterretning idet forårspakken 2.0, der blev vedtaget blot et år senere, blandt andet indeholdt forslag til øgede afgifter på usunde fødevarer. Det officielle formål med disse afgifter var en styrkelse af folkesundheden og som bekendt blev tobaksafgiften samt afgifterne på is, chokolade og sodavand med tilsat sukker øget. Efter et par ekstra runder i folketinget blev disse afgiftsforhøjelser fulgt af en afgift på mættet fedt, hvis indførsel blev vedtaget af et næsten enigt og begejstret Folketing. Kort efter fedtskattens indførsel vedtog den nuværende regering at udvide sukker og chokoladeafgiften til også at gælde varer som syltede rødbeder, marmelade, ketchup og andre fødevarer med skjult sukker. Formålet med sukkerafgiften var, som det blev understreget af socialdemokraternes daværende sundhedsordfører, at få danskerne til at vælge nogle sundere produkter, ikke kun når det handlede om slik, men også når det handlede om de andre produkter med skjult sukker.

Erhvervslivets og ernæringseksperternes modstand

Både sukker og fedtafgiften var allerede inden deres indførsel genstand for voldsom kritik. Erhvervslivet mente at afgifterne ville give øget grænsehandel og flytte arbejdspladser ud af Danmark, da danske firmaer ville få større omkostninger på grund af administrationsbyrden og på grund af et øget lønpres som følge af stigende priser.

Regeringen og skatteministeriet forsøgte at berolige medieverdenen med, at grænsehandlen lå forholdsvis stabilt omkring 10 milliarder i både 2011 og 2012, og faktisk var faldet siden 2005. De gjorde også opmærksom på, at fedtafgiften blot havde øget grænsehandelen med 100 millioner kroner, samt at den varslede sukkerafgift for 2013 ville gøre det samme. Meget små beløb i forhold til de indtægter og sundhedsmæssige fordele, som afgifterne ville indbringe.

Også de sundhedsmæssige indvendinger blev overhørt. Selv da mange ernæringseksperter fastslog, at mættet fedt i sig selv ikke var skadeligt for helbredet, rokkede de daværende skatte- og sundhedsministre sig ikke, men fastholdt at fedtskatten ville gavne sundheden. Fedtafgiften blev forsvaret som både nødvendig i forhold til sundheden og i forhold til finansieringen af skattereformen. Den udvidede sukkerafgift blev især kritiseret for ikke at afspejle mængden af tilsat sukker i produkterne og ramme skævt og dermed være en unødig konkurrenceforvridende parameter for mange firmaer.

Holdningsskiftet

Allerede inden fedtafgiften trådte i kraft begyndte den daværende regering at skifte mening. Som Bertel Haarder udtrykte det allerede i juli 2011 ”Problemet er, at fødevarer i almindelighed beslaglægger en så lille del af velfærdsdanskerens indkomst, at man slet ikke reagerer på afgifterne”. Og også den sundhedsminister der indførte afgifterne påpegede nu at han mente at afgiften, isoleret set, ikke vil have nogen virkning. Den nye SSFR regering holdt fast i afgifternes positive virkninger lidt endnu, men noget skete hen over sommeren 2012. Erhvervslivet brokkede sig stadig, Enhedslisten blev opmærksom på, at afgifter på usunde fødevarer kan have en social slagside og enden blev at regeringen og de borgerlige partier skiftedes til at skælde ud på både fedtafgiften og den planlagte sukkerafgift.

Resultatet udeblev ikke, for i november 2012 stemte et enigt Folketing for en afskaffelse af begge afgifter. Pludselig var debatten skiftet fra at handle om sundhed til at handle om økonomi, for som udtrykt af skatteminister Holger K. Nielsen: ”Målet med afskaffelsen og nedsættelsen af afgifterne er at sikre billigere priser til forbrugerne og skabe bedre konkurrencevilkår for danske virksomheder,… Vi må erkende, at disse afgifter gav store administrative omkostninger. Det er ikke det, der er brug for i den nuværende økonomiske situation”. Men heller ikke her var debatten entydig. For godt nok blev fedt og sukkerafgifterne afskaffet, men de planlagte afgiftsstigninger på øl, vin, sodavand, chokolade og slik der var resultatet af en skattereform vedtaget af regeringen og de borgerlige partier blev ikke nævnt i jublen. Altså indtil her for nylig da politikerne vedtog en total afskaffelse af afgiften på sodavand og en nedsættelse af afgiften på øl med 15 % ”Til gavn for virksomhederne og som et værn mod grænsehandlen” som det blev udtrykt af finansminister Bjarne Corydon.

Hvilken betydning har det for folkesundheden og befolkningens tillid til politikerne?

Det er svært at sige hvor meget folkesundheden påvirkes af at vi fjerner fedt-, sukker-, øl og sodavandsafgifterne, da vi stadig ikke har fyldestgørende evidens der kan give os et fingerpeg om hvem der påvirkes og hvor meget. Der er til gengæld ingen tvivl om at med et hastigt voksende antal af ernæringsrelaterede lidelser, er der brug for en effektiv forebyggelsesindsats. Hvis der ikke bliver truffet gode evidensbaserede politiske valg kan vi ende med et behandlingssystem, der truer med at bryde sammen under vægten af de livsstilsrelaterede sygdomme og lidelser. Derfor er der brug for strukturel forebyggelse, der både gør noget ved udbud og efterspørgsel af fødevarerne i vores omgivelser.

 Dertil kommer at politikerne kan ende med et alvorligt troværdighedsproblem, hvis de det ene øjeblik mener at priserne er et stærkt instrument til at forbedre folkesundheden, og så i det andet øjeblik mener at priserne ingen effekt har, eller de i det ene øjeblik øger sodavands og ølafgifterne fordi de mener at grænsehandlen er ubetydelig, for i det næste øjeblik nærmest at give udtryk for at de kan redde Danmarks økonomi ved at fjerne dem. Spørgsmålet er hvad det betyder for befolkningens tillid og i sidste ende folkesundheden hvis befolkningen får det indtryk at ernærings og forebyggelsespolitikken er bygget på spin frem for evidens, klare politiske mål og prioriteringer for nu at bruge Jacob Axel Nielsens ord!