I beskrivelser for faget hjemkundskab kan man læse: »Undervisningen i hjemkundskab omhandler et livsområde, eleverne har kendskab til fra hjemmet, og den tager sit udgangspunkt i de erfaringer, eleverne på forskellig vis besidder«.

Man må spørge sig selv, hvad det er, eleverne kender fra hjemmet. Det, der foregår i de danske køkkener, er en hyldest til de hurtige og nemme løsninger. Mangel på tid og lyst til at prioritere køkkentjansen har betydet, at der bliver lavet mindre og mindre mad fra bunden i de fornemme udstillingskøkkener. Undersøgelser fra Fødevarestyrelsen viser i øvrigt, at det kun er fem procent af børnefamilierne, der inddrager børnene i madlavningen.

At åbne poser med frosne kartoffelbåde, at lave lasagne a la Knorr og stege en parteret, marineret kylling har intet med håndværk og madlavning at gøre. Eller med andre ord - forældre, der ikke selv kan partere en kylling eller lave bechamelsauce, kan vel umuligt lære deres børn det.

Kigger man på formål og beskrivelser for faget, virker det unægtelig, som om man vil for meget med faget hjemkundskab, der timemæssigt er et meget lille fag. Hjemkundskab er oftest placeret i 6. og 7. klasse med to-tre lektioner om ugen. Hvad med at tænke faget om - skære ind til benet og fokusere på at lære ungerne at lave mad, sund mad? Vi skal ikke tilbage til tidligere tiders småsnerpede husgerning, men jeg tror, det er nødvendigt, at læreren tager teten og giver eleverne en slags kulinarisk opdragelse.

Det vrimler med gode intentioner, men også urealistiske forventninger til, hvad man kan nå i et skolekøkken. I undervisningsvejledningen er der for eksempel beskrevet et forløb med fisk på tre gange tre lektioner, hvor eleverne skal besøge den lokale fiskehandler, der på baggrund af elevernes forberedte spørgsmål fortæller om forskellige fisk og forklarer, hvordan man kan se og vide, om en fisk er frisk: fisken har klare øjne, en frisk havlugt. Fiskehandleren viser, hvordan man fileterer en skrubbe, og eleverne tager fiskefileterne med hjem og pandesteger eller damper fileterne og tilbereder kartofler og sauterede grøntsager som tilbehør.

Der skal vel også ryddes op og vaskes op? Herre, du milde - man må da håbe, at fiskehandleren ligger lige rundt om hjørnet, og selv hvis han gør, er det her et ambitiøst program. Jeg forstår godt, hvilken overvejelse der ligger bag forslaget om stegte fiskefileter - nemlig at retten er populær hos børn. Men rent madlavningsteknisk er det svært at få et godt resultat - fisken går nemt i stykker, når den skal vendes på panden, og det er svært at få en pæn, ensartet gylden overflade.

»Mange elever har et meget lille kendskab til fødevaren fisk og til, hvordan fisk kan tilberedes og spises«, står der i vejledningen.

Jamen, hvad så med at begynde med at lære dem den allernemmeste og sikreste metode til fisk? Nemlig at putte den i ovnen. En af grupperne kunne lave en fiskelasagne med sejfilet, mens andre bager et stykke laks med lime og ingefær.

Jeg vil påstå, at madlavning i dag er et lige så fremmed fag for de fleste børn i dagens Danmark, som latin var, da vi i sin tid blev udsat for det i 2. real. Og måske skulle man angribe undervisningen i madlavning fra samme vinkel. Det forekom egentlig ganske fornuftigt og overskueligt.

Vi begyndte med det basale, sproget - grammatik, bøjninger og gloser - og senere bredtes faget ud, og vi lærte om de romerske samfundsforhold, kulturen, religionen.

Overført til hjemkundskab: Begynd med at lære ungerne at lave mad.

Et eksempel: Råvaren er rødbeden.

Kendskab: Forskellige rødbeder - aflange, runde, stribede, kvalitet, sæson, holdbarhed og opbevaring samt rødbedens ernæringsmæssige egenskaber.

Metoder: Hvad kan rødbeder og rødbedeblade bruges til?

Hvordan renser og snitter man rødbeder?

Retter: Rødbedesuppe, flødekogte med dild, bagte rødbeder, svitsede rødbeder, syltede rødbeder, lynstegte, rødbedesalater, rødbedebrød.

Senere, hvis man har hjemkundskab som valgfag, eller faget indgår i tværfaglige projekter, kan man da godt brede faget ud og arbejde med miljømæssige aspekter, madkulturer, produktionsmetoder og lovgivning.

Det er ikke alle råvarer og alle metoder, eleverne kan nå at blive fortrolige med i hjemkundskab, så man må prioritere. Jeg synes, der er god ræson i at lære eleverne at bruge de madvarer, vi gerne skulle spise mere af for at opnå en sund livsstil, mange grøntsager, fisk og grove kornsorter. De skal også opleve, at der findes andre kødudskæringer end hakket kød og bøffer, for eksempel skank og bov.

Det er min opfattelse, at de fleste børn og voksne faktisk er ret bevidste og udmærket ved, at det er usundt at spise burgere og pomfritter og sundt at spise hvidkål, pastinak og sild - de har bare ikke lært, hvordan de skal tilberede råvarerne, så de smager godt. Så det er her, der skal sættes ind.

Og det er altafgørende, at eleverne oplever succes, når de er i skolekøkkenet. Retterne skal lykkes for dem, og de skal falde i smag. Hvis børnene ikke kan lide maden, eller den mislykkes totalt, er meget tabt. De skal opleve, at selleri og rosenkål kan smage helt fantastisk, at rødbeder er andet og mere end de syltede på glas. Det stiller store krav til både lærer og opskrifter.

Undervisningen er lykkedes, når eleverne får lyst til at lave retten derhjemme. Når de laver bagt selleri til familien eller tilbyder at stå for rødkålen til året julemiddag, fordi det har de prøvet i skolekøkkenet, og de fandt ud af, at det både var smaddernemt og lækkert.

I den nuværende undervisningsvejledning lægges der op til, at eleverne bliver inddraget i planlægningen og selv udvælger opskrifter. Det har de næppe forudsætninger for, og det er noget af en tidsrøver, hvis eleverne skal rode i kogebøger og gå på nettet og herefter diskutere sig frem til noget, alle kan lide.

At det er læreren, der styrer og udvælger opskrifter, hindrer vel ikke eleverne i at opleve det dejlige, sanselige og sociale ved at gå i køkkenet og tilberede et måltid mad og nyde det ved spisebordet i selskab med andre.

Læreren skal kunne sit kram og undervejs lære eleverne alle de små fif og tricks, der er guld værd, og som man ikke kan læse sig til - hvordan man skærer stegen for, hvordan man smager saucen til.

Læreren skal vise sine elever, at man skal bruge sine sanser, trykke og mærke sig frem, når man skal finde ud af, om en ret er færdig, smage på maden - mange gange i løbet af en ret - og at der ikke kun er en måde at gøre tingene på. De skal opleve, at madlavning er et kreativt håndværk. Det kræver nok, at læreren har hjemkundskab som linjefag eller en baggrund som kok.

Ifølge læseplanen består hjemkundskab af fire hovedområder: Mad, måltider og livskvalitet, Fødevarer og håndværk, Forbrug, miljø og resurser og Hygiejne og sundhed.

Med alt det eleverne ellers skal lære noget om, forekommer det højst besynderligt, at »ernæring« slet ikke er nævnt. Hygiejne og sundhed er udelukkende noget med mikroorganismer og køkkenhygiejne. Hvis man gav eleverne et grundkursus i ernæring - helt klassisk om de energigivende stoffer, vitaminer og mineraler og om kostsammensætning - ville de være bedre rustet, når tv-reklamerne, fedtforskrækkelsen eller kulhydrathysteriet fyger ind over landet.

Men kan det da ikke være ligegyldigt, at nutidens moderne danskere er hjælpeløse i et køkken? Og det er vel folks eget valg, om de vil droppe den daglige madlavning og klare sig igennem på pizzaer og andre færdigretter - det meste fås jo efterhånden også økologisk. Og i stedet bruge fritiden på at dykke, nippe roser, spille computer eller strikke.

Svaret er, at mange tyr til de færdige løsninger af nød - fordi de aldrig har lært at lave mad. De ringe køkkenkundskaber er for mig at se en af hovedårsagerne til, at fedme er så udbredt - i dag er hvert femte barn overvægtig. |