I et projekt på Brønshøj skole, "Læringsledelse og professionsidentitet – forandringsledelse i skolen, i teamet og i læringsrummet", tager man skridtet fuldt ud. Lærerne skal ikke længere undervise fx 4. b i matematik, istedet "vil al undervisningen indenfor en afdeling (skolen har 3 afdelinger: 0.-3. klasse, 4.-6. klasse og 7.-9. klasse) blive varetaget af fagteams, hvor grupper af lærere sammen udvikler, gennemfører og evaluerer al undervisning på de respektive årgange indenfor afdelingen". Det betyder, at ingen lærer længere har alle matematiktimerne i 4. b, men at timerne på skift vil blive dækket af forskellige lærere fra matematikfagteamet.

Ud fra et professionsynspunkt, kunne det måske være interessant, således at specialisere sig og gå i dybden med et specielt fagområde inden for fx matematik (selvom det med tiden nok vil vise sig at være lidt ensformigt). Ud fra et elev/børnesynspunkt, er det måske knap så interessant. I mange år har man i skolerne arbejdet hen imod, at klasserne skulle have så få lærerskift som muligt. Dette har der naturligvis været en årsag til.

Relationen er af afgørende betydning, når vi skal lære nyt, især når vi skal lære noget, som også er lidt svært. Med 25-27 elever i klasserne, tager det noget tid for den enkelte lærer, at nå tæt nok ind på hvert barn, til at skabe den nødvendige tillid og fortrolighed. Det tager tid og kendskab at vide, hvordan lige netop Ronja skal have tingene forklaret, hvilken slags materialer Pippi har brug for, og hvad der skal til for at skabe overblik for Emil, den viden kan ikke altid lige deles i teamet, eller overføres fra den ene lærer til den anden. Vi ved, at relationen mellem lærer og barn er meget vigtigt i de tilfælde, hvor barnet har det svært. Det er en kendt sag, at mange mønsterbrydere netop har mødt en stærk relation hos en af deres lærere, og at det har været med til at gøre en stor forskel for dem.Teamlærerne får ikke mulighed for at skabe de her tætte relationer, ligesom de ikke får mulighed for, at gå i dybden med hver enkelt barns læringsveje, når de skal være i flere klasser i kortere tid. Det gør den privatpraktiserende, som har en klasse i matematik i en årrække faktisk.

Hvis vi nu fortsætter analogien med det privatpraktiserende, og sammenligner lærergerningen med lægegerningen, så svarer teamlærerne til det arbejde læger udfører på et hospital. Det er specialiseret, foregår primært via test, korte stuegennemgange, journallæsning/-skrivning og gennem assistenter. Er det sådan en lærer vi ønsker? Eller foretrækker vi den privatpraktiserende, der tager sig lidt af det hele, ved hvem vi er, kender vores familie og vores historie, og som ved tvivl sender os til specialist, eller dabetterer sagen med deres kollegaer? 

Der er også brug for specialister, men i dagligdagen er det privatpraktiserende vel at foretrække. Jeg synes der er et behov for, at vi debatterer om fremhævelsen af teamlærere på bekostning af den privatpraktiserende nu også er rigtig og ikke mindst fair.

Her er projektbeskrivelser fra Brønshøj skole. Der er citeret fra det, for at vise en tendens, ikke for at hænge skolen eller projektet ud.https://www.brh.kk.dk/Faelles/OpslagSP/8138/A%20%20P%20M%C3%B8ller%20Fonden%20Ans%C3%B8gning%20f%C3%A6rdig.docx