Jeg tror desværre vi er havnet i en ”gordisk knude” med de igangværende arbejdstidsforhandlinger. Hvis vi nedjusterer lærernes undervisningstid for at frigøre tid til forberedelse, vil det medføre et behov for flere lærere. De er der ikke. Der er allerede stor mangel på lærere, og der uddannes færre hvert år end der forsvinder ved naturlig afgang m.v. Hertil kommer, at det koster en del milliarder at lave den manøvre. Man kan så håbe, at en del af de lærere, der p.t. arbejder udenfor folkeskolen vil vende tilbage, men at det sker i den mængde der er behov for anser jeg for højest usandsynligt.

Man kunne også gøre skoledagen kortere – fjerne undervisningstid, for derved at finde ekstra timer til forberedelse. Det vil så medføre, at flere elever skal i SFO, hvilket igen vil medføre et større behov for pædagoger. Det koster selvfølgelig også flere penge, men et større problem er, at der også er mangel på pædagoger. Hvis man besøger BUPLs hjemmeside kan man læse følgende:  ”Der mangler i dag 4000 pædagoger, hvis man skulle matche den samme normering som i 2009. I 2030 vil der være ca. 53.000 flere 0-5-årige børn. Alene det stigende børnetal vil kræve ca. 9.000 flere pædagoger for at fastholde den nuværende normering. Hertil kommer det øgede behov for pædagoger som følge af lovbundne minimums-normeringer samt BUPL’s ønske om en højere pædagogandel og den kommende plan for en genopretning af børneområdet.” Desuden vil denne manøvre afstedkomme, at der ”skiftes gratis skoletimer” ud med forældre-betalte SFO timer, hvilket nok ikke vil være ønskeligt hvis forældrene blev spurgt.

Hertil kommer, at den generelle opfattelse er, at mange i det offentlige løber rigtig stærkt og mangler ressourcer – politi, sygeplejersker, SOSUer m.v, og mange af disse koster mindre i løn end lærerene. Vi har et vigtigt samfundsmæssigt erhverv, men spørger man Hr. og Fru Danmark, mener mange at eks. sygeplejersker, SOSUer og politi har et mindst ligeså vigtigt erhverv som os, hvis ikke vigtigere, og denne mening er blevet styrket under Corona-epidemien. Alle har travlt og løber stærkt er holdningen (og jeg påstår ikke at det er forkert), og desuden er lærerne bedre betalte end mange andre, så hvad ”tuder” de lige over?

Tillige, er der p.t. stor fokus i medierne på bl.a. udfordringerne i børnehaver med dårlig normering samt udfordringer i hjemmeplejen – senest historien med plejehjems-sagen fra Århus kommune. Lærerne løber stærkt, har måske 28 elever i en klasse, og når derfor ikke rundt til alle hvilket går ud over fagligheden. Men alt andet lige, så får eleverne undervisning, og der er ingen elever, der tager alvorligt skade af det. For SOSUen, der eksempelvis skal hjælpe ældre demente med pleje, medfører det sundhedsskadelige konsekvenser hvis de på en time skal hjælpe seks beboere frem for fire.  Liggesår, bleer der ikke skiftes ofte nok, dårligere personlig pleje af de ældre og arbejdsskader på medarbejderne (forkerte løft m.v, fordi tiden er presset). Det er konsekvenser, der er til at se og føle på, og følger man debatten på sociale medier, er det noget, der kan få Hr. og Fru Danmark til ”tasterne.”

Der er mange offentlige erhverv, der ønsker flere ressourcer og hænder, og der er ikke økonomi til det hele. Derfor tror jeg ikke at lærerne står øverst på listen, når der skal uddeles penge. Skal jeg være helt ærlig, mener jeg også, at eksempelvis SOSUerne har større behov for et økonomisk løft og flere hænder end vi som lærere har.

Ser man på problemet med politiske øjne er det, tror jeg, vigtigere at løse problemerne i sundhedsplejen og børnehaverne, end det er at løse udfordringerne i folkeskolen. Eleverne får jo, alt andet lige undervisning, og medierne og befolkningens fokus er et andet sted.