De faglige foreninger spiller en temmelig afgørende rolle i vores fælles skole. Fagene er vigtige og vægtige byggesten i vores måde at holde skole på og i de faglige foreninger arbejder lærere frivilligt og engageret på at udvikle og styrke skolen og skolens fag - det sker bl.a. gennem kursusvirksomhed, udgivelse af faglige magasiner mm.

Foreningerne igangsætter og deltager også aktivt i offentlige debatter om fag og skole og er derfor bl.a. medvirkende til at kvalificere debatterne om skolen. Det er temmelig vigtigt!

Derudover deltager foreningerne ofte i bl.a. ministerielt udvalgsarbejde, der vedrører fagene - det gælder, når der skal udarbejdes nye rammer og indhold for fagene. Dermed gør foreningerne deres (lærernes) indflydelse gældende ved faktisk at sidde med om bordet i skolepolitiske sammenhænge og dermed sikre, at lærerne og deres fag og erfaring med fagene i praksis høres.

Alligevel lider alle faglige foreninger under mangel på medlemmer. Tidligere var det comme il faut, at man var medlem af minimum en faglig forening og ofte to - men hvorfor er det endt her, hvor alle de faglige foreninger gennem flere år har oplevet medlemstilbagegang?

Det er der flere (også gode) grunde til.

I løbet af de sidste 30 år er skolen og herunder også lærernes arbejdstid blevet mere og mere reguleret og ovenfra styret. Der har gennem de år fra politisk hold været et massivt ønske om i højere grad at kunne kontrollere skolen. Gennem årene opstod tilsyneladende en forståelse af, at jo mere kontrol og jo mere detailstyring, der var med skolen, des bedre ville den blive.

Men med den seneste skolereform og regulering af lærernes arbejdstid som kulminationen på kontrolmanien, tog det alligevel overhånd. Reformen var mildt sagt et fejlskud af dimensioner. Og lærerstanden blev i samme ombæring fuldstændig kørt over. Det har de fleste heldigvis sandet, og det lader til, at vi er på vej i en anden og bedre retning nu.

Der er dog temmelig meget reparationsarbejde foran os - både ift. at frisætte skolerne, genoplive en fri og engageret pædagogisk og faglig debat om skolen og ift. at genrejse lærernes anseelse og give dem en stemme, som faktisk høres.

For i takt med, at kontrollen med skole, fag og lærere øgedes, gav mange lærere langsomt slip på en del af deres engagement. Lysten til at give lidt ekstra forsvandt faktisk for mange. En del holdt helt op med at være lærere, mens andre forsøgte at fastholde glæden og det helt nødvendige engagement i lærerarbejdet. Og undervejs i denne proces - der immervæk har varet i mange år - mistede de faglige foreninger en hel del medlemmer.

Hvorfor være medlem af en faglig forening, når man fra politisk hold gang på gang signalerede, at lærerne ikke gjorde det godt nok? Hvorfor betale penge af egen lomme, når ens arbejde ikke blev værdsat? Og hvornår skal man egentlig læse det faglige magasin, deltage i kurser osv., når der ikke gives tid og penge til den slags?

Spørgsmålene er helt forståelige. Ikke desto mindre er det afgørende, at vi som lærere holder fast i vores faglige foreninger, for de er vores faglige stemme. Desuden er det helt oplagt, at de faglige foreninger er med i reparationsarbejdet og “genrejsningen” af folkeskolen.

De faglige foreninger er nemlig faglig stolthed og fagligt engagement. De beskæftiger sig ikke som hovedforeningen (DLF) med overenskomst og arbejdsvilkår, men netop med fagene, med undervisning af eleverne i de fag, som er en grundsten i vores skole. Derfor bør lærerne være medlem af en faglig forening! Skolerne som minimum.

Det bør være både et ønske fra politikere, forvaltninger, skoleledelser og lærerne selv, at lærere (eller skolerne) er medlemmer og dermed en del af en vigtig styrkelse og udvikling af fagene og skolen. Det skaber nemlig både engagement, udvikling og arbejdsglæde - og dermed en bedre skole.

Og mon ikke også, at både arbejdsglæde og fagligt engagement er en vigtig ingrediens, når flere dygtige folk skal opleve sig tiltrukket af at være lærere i fremtidens skole? Det tror jeg.