Lærerforeningen holder kongres tirsdag til torsdag - følg med live 

Kongres med næstformandsvalg og debat om blandt andet overenskomstkrav og foreningsøkonomi i København i denne uge

Offentliggjort Sidst opdateret

Kl. 11 tirsdag åbner Danmarks Lærerforenings ordinære kongres i Tivoli Congress Center i København. De knap 300 delegerede fra foreningens lokalkredse i hele landet plus Grønland og Sydslesvig er samlet i tre dage. De skal blandt andet høre og diskutere formand Gordon Ørskov Madsens beretning. Formanden er også på valg, men der er ikke nogen modkandidater. Derimod bliver der kampvalg om næstformandsposten, hvor den nuværende formand for undervisningsudvalget Regitze Flannov  og formand for Silkeborg Lærerforening Niels Jørgen Jensen begge stiller op til posten som afløser for Dorte Lange. Du kan følge kongressen hjemmefra på folkeskolen.dk både via nyhedsdækning og live-video. Vi slukker dog for videosignalet, når kongressen - formentlig onsdag - skal diskutere, hvilke krav, Lærerforeningen skal stille de kommende overenskomstforhandlinger. Hovedstyrelsen har nemlig besluttet, at dette punkt skal være lukket for tilhørere. 

På dagsordenen står også diskussion af Lærerforeningens strategiske målsætninger for de kommende år, foreningens økonomi, herunder stigning i kontingentet.