Formanden for BUPL, Elisa Bergmann, bebrejder politikerne på Frederiksberg for at søge dispensation fra skolereformen. Modsat Elisa Bergmann mener jeg, at Frederiksberg netop tager skolereformen alvorligt ved at trodse det pædagogiske jetsets virkelighedsfjerne fantasterier. Jo før desto bedre. Vore børn har ikke tid til at vente! Et af skolereformens misfostre er de lange skoledage, som da også har vakt seriøs kritik. Alligevel sidder den politiske og pædagogiske elite fortsat i elfenbenstårnet og fastholder monomanisk substansløse elementer i reformen.

Skolereformen vedbliver at skabe debat, fordi den er resultatet af et ideologisk politisk ønske om at bruge skolen og dermed vore børn som redskaber i udviklingen af konkurrencestaten uden øje for mulighederne set i et pædagogisk og kulturelt dannelsesaspekt.

Men den sunde fornuft lader sig heldigvis ikke kue i længden. Flere kommuner ønsker at forkorte den lange skoledag for til gengæld at give den kortere dag et kvalitativt løft ved at styrke fagligheden. Indtil videre ønsker 8 kommuner at ændre på skoledagens længde. København var kun 1 stemme fra, og nu søger Frederiksberg kommune undervisningsministeren om dispensation fra folkeskolelovens bestemmelser om understøttende undervisning og lektiecaféer.

Ganske kritisabelt har undervisningsministeren tilbageholdt resultatet af SFI´s undersøgelse blandt 16.000 skoleelever om deres syn på de lange skoledage. End ikke aktindsigt har kunnet gives! Først nu hårdt presset har hun lovet at materialet offentliggøres. Man spørger sig selv, om det kun er de positive resultater, offentligheden må få indblik i?  Nærliggende at tro, at når virkeligheden ikke stemmer overens med magtelitens ønsketænkning og pseudovirkelighed, søges den skjult for offentligheden.

 Opgørelser over timetallet viser, at danske skoleelever nu går op til 4 år længere i skole beregnet på antal timer i forhold til de lande, vi plejer at sammenligne os med. Samtidig er der intet belæg for, at antallet af timer gør eleverne dygtigere. Måske tværtimod! Det er naturligvis kvaliteten af undervisningstilbuddet dvs. skolens pædagogisk/didaktiske formåen, der rykker.

Den understøttende undervisning er ikke tænkt som fritid og leg. If. skoleloven skal den understøttende undervisning anvendes til at understøtte læringsaktiviteter, der har en direkte sammenhæng med folkeskolens fag og de obligatoriske emner med det formål at styrke og hæve elevernes faglige niveau. Et højt mål, som naturligvis kræver tilsvarende god forberedelsestid og fagligt dygtige undervisere.

Men virkeligheden viser noget andet. På skolerne er det almindeligt, at de understøttende timer klares af pædagoger. Gennem min ”skoletid” har jeg truffet adskillige særdeles dygtige pædagoger, men som – med al respekt for deres kompetencer – ikke har en uddannelse, der i henseende til den faglige og didaktiske kompetence, der er nødvendig, såfremt målet om fagligt dygtigere elever skal nås. Når tilmed samtidig hverken lærere eller pædagoger har fået den fornødne tid til at samarbejde omkring planlægningen og forberedelsen af den understøttende undervisning, som loven i øvrigt forudsætter, er det forståeligt, at den understøttende undervisning har fået prædikatet af discountundervisning. Siden folkeskolereformen trådte i kraft er antallet af pædagogårsværk i folkeskolen steget med næsten 300 pct. – mens antallet af lærerårsværk er faldet med knapt 10 pct. - og da pædagoger er billigere end lærere, er det svært at se bort fra, at ordningen med pædagoger som undervisere er ren og skær økonomitænkning med et kvalitetstab og dermed kundskabstab til følge.

Ironisk nok benævnes den understøttende undervisning også som fordybelsestid!