Knap 100 siders indføring i almendidaktik og fagdidaktik skulle være til at overkomme for selv den travleste lærer. Der er ingen tvivl om, at det for de fleste af os kunne være nyttigt at stoppe op og finde tid til at give vores undervisningspraksis et nysgerrigt, undersøgende, didaktisk eftersyn.

Jeg er overbevist om, at der ikke mangler gode intentioner og ønsker om at være didaktisk kritisk og undersøgende på de danske lærerværelser. Derfor ville en lille bog om didaktik være en kærkommen hjælp til mange undervisere, hvis den bare ikke insisterede så kraftigt på sin akademiske vederhæftighed. Det er vanskeligt at skose nogen for at være grundige og velargumenterede. Og det er forfatterne bag "Almendidaktik og Fagdidaktik". Alligevel vil jeg driste mig til at gøre det, fordi bogen i sin insisteren på at give et solidt fundament af ”viden, perspektiver og værktøjer” kan tage pusten fra læseren.

Vægten i "Almendidaktik og Fagdidaktik" ligger tungest på viden og perspektiver og noget lettere på den lovede værktøjsperspektiv. Det er bestemt både interessant og nyttigt at få et indblik i didaktikkens historie og et overblik over didaktik i den danske kontekst. Men bogens nytteværdi er klart størst i kapitlet "Vidensform og handleform – analyse og modeller", fordi den her leverer analyser og modeller, som kan anvendes i refleksionen over egen praksis. Bogens øvrige kapitler forbliver akademisk, men ikke praktisk interessante – og det er en skam. For så er den korte indføring i didaktikken alligevel for lang og tung til for alvor at blive et værktøj, som kan bruges til det didaktiske eftersyn af undervisningspraksis.