Den norske lærer Simon Malkenes har skrevet en bog, hvis udgangspunkt er det, han kalder: ”Det store skoleeksperiment”, der dækker over en ny ledelsesstrategi for skolerne i Oslo. Målet med strategien var, at skolerne i langt højere grad blev kørt som en kommerciel koncern. Gennem aktindsigt, analyse af diverse rapporter og anden grundig research, har Malkenes dokumenteret, at det rosenrøde billede, der er tegnet af eksperimentets konsekvenser for skolen, ikke holder i virkeligheden. Malkenes har modtaget flere anerkendelser for sit arbejde. Thorklid Thejsens anmeldelse af bogen kan læses her: https://www.folkeskolen.dk/650047/naar-skolepolitik-er-magt-spin-og-forretningshemmeligheder#650166

Som det fremgår af Thorkild Thejsens artikel blev skolelederne i Oslo ikke bedt om at forholde sig til Oslo-modellen. Kunne de ikke lide lugten i bageriet var en vej vist. Situationen i Oslo var ekstrem og to tredjedele af skolelederne blev skiftet ud. I forhold til mange af de koncepter, der gennem tiden er blevet gennemført i folkeskolen i Danmark, står mange ledere og lærere også tilbage med en oplevelse af, at koncepterne er blevet trukket ned over hovedet på dem. Det være sig koncepter som eksempelvis Visible Learning (VL) og Program For Læringsledelse (PFL).

Det skræmmende er, at der er solid forskning for, at hele tankegangen bag Oslo-modellen er direkte kontraproduktiv i forhold til at skabe den gode skole. Det har eksempelvis den internationalt anerkendte finske forsker Pasi Sahlberg dokumenteret. Sahlberg har bedrevet solid forskning i det han kalder The GERM – Global Education Reform Movement: https://www.folkeskolen.dk/566141/globale-baciller-banker-paa

OECD er ligeledes slået ind på en vej, hvor de advarer mod denne form for styring af skolerne og taler derimod for at styrke skolernes og lærernes autonomi. OECD har igen og igen understreget, at ønsker vi at styrke eleverne udbytte af undervisningen, skal vi fokusere på, at lærerne føler sig sikre i deres evner og muligheder for at give eleverne den bedste undervisning, og de skal opleve, at de har indflydelse på udviklingen og organiseringen af skolen. OECD samler det i begrebet: Styrke lærernes self-efficacy. Det er det diametralt modsatte af det styringskoncept, der er trukket ned over hovedet på lærere og skoleledere i Oslo, og det er det diametralt modsatte af mange de koncepter, som lærere og skoleledere oplever, bliver trukket ned over hovedet på dem i Danmark.

Når vi nu har den viden, hvorfor sker det så alligevel? Hvorfor fastlægger man vanvittige 4251 mål for den danske folkeskole? Hvorfor sender danske kommuner deres skoleledere på kursus i Oslo-modellen? Forklaringerne er flere, men en afgørende grund er, at alt for mange af de, der lægger retningen for udviklingen af skolen, ikke ved noget om undervisning. De har aldrig sat sig ind i Pasi Sahlbergs forskning, og de har ikke gjort sig den ulejlighed at reflektere over OECD’s anbefalinger om at styrke lærernes self-efficacy. De er derimod båret af en klippefast tro på, at en effektiv skole skabes gennem effektiv styring. Eksempelvis udmøntet i præcise konkrete målsætninger, fulgt op af løbende test og kontrol og kombineret med konkurrence og belønning. Det er jo på ingen måde tilfældigt, at Finansministeriet kæmpede imod med næb og klør, da et enigt Folketing ønskede at reducere kraftigt i de tusindvis af obligatoriske mål for folkeskolen. Og det er ikke tilfældigt, at Corydon den dag i dag fremhæver skolereformen som sit vigtigste politiske resultat – og i øvrigt blev rost for det samme af departementschefen, da han forlod Finansministeriet.

En anden grund til, at vi forfølger disse koncepter, uagtet at de strider mod den eksisterende forskningsmæssig viden, er ønsket om på en enkel (og billig) måde, at løse skolens udfordringer. I stedet for grundige overvejelser om, hvordan vi styrker lærernes self-efficacy, er det langt nemmere, hvis udfordringerne kan løses med et hurtigt quick fix. Og så er der penge i skidtet! Tænk på hvad James Nottingham har tjent på sine shows om VL, Ålborg Universitet på LP- og PFL-kurser og professionshøjskolerne på kurser i læringsmålstyret undervisning – når økonomien strammer til, er alternative indtægtskilder velkomne eller måske ligefrem nødvendige.

Jeg synes, at vi oplever en spirende forståelse for, at vi må have en langt mere kritisk tilgang, når vi bliver præsenteret for diverse koncepter. Samtidig er der imidlertid ingen tvivl om, at der fortsat i store dele af administrationen er en nagelfast tro på, at de ledelses- og styringsprincipper, som har sit udspring i en rå NPM-tankegang, udgør en væsentlig del svaret på skolens udfordringer. Præcist som vi så det med ”Det store skoleeksperiment” i Oslo.

Med vores uddannelse og arbejde som lærere – og ledere – i skolen har vi et stort ansvar for, at sætte vores professionelle viden i spil i forhold til udviklingen af folkeskolen. Det gælder også når et demokratisk valgt bystyre i Oslo træffer en beslutning, der er i åbenlys strid med den viden, vi har fra vores uddannelse og praksiserfaring. Den norske lærer, der dokumenterede, at kejseren ikke havde tøj på, blev udsat for det, der vel kun kan kaldes forfølgelse. Det er naturligvis helt uacceptabelt, men det må ikke skræmme os fra at rejse vores professionelle stemme.

Det er ganske enkelt vores pligt, hvis og når vi vil respekteres som en profession.