Anmeldelse
Dansk/Indskoling
Her bor vi
Bemærk
Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.
Af Poul Erik Pagaard
32 sider, lix 16, 60 kroner
Alinea
For en fem-ti år siden var vi mange, der savnede letlæselige fagbøger. Nu er det næsten omvendt, forlagene sprøjter fagbøger til indskolingen og mellemtrinnet ud. Det betyder også, at der efterhånden må skelnes kvalitativt mellem bøgerne.
'Her bor vi' handler kort fortalt om vores herkomst. Der er både eksempler på gæstearbejderbørn fra Tyrkiet, adoptivbørn fra Korea og børn fra Grønland. Samtidig arbejdes der med tidsperspektivet, både den overskuelige fortid (farfars farfar) og det rent arkæologiske (for 7000 år siden). Hovedpersonerne er Maria, Martin, deres familier og kammerater, som af nogle børn kendes fra serien 'Danskbøgerne' fra samme forlag.
Der lægges op til, at bøgerne kan bruges i indskolingen på tværs af fag og klassetrin og til emnearbejder som Danmarks historie, lokalhistorie, fremmede lande, familieforhold og integration af fremmede folkefærd.
I mine øjne er bogen noget tynd. De opgaver og aktiviteter, der lægges op til, er af en type, der ikke bringer noget nyt under solen, men er derimod meget lig de klassediskussioner, som naturligt har fulgt arbejdet med børnene i første og anden klasse lige siden Knud Hermansens legendariske 'Søren og Mette'-bøger.
Desuden formidler bogen det sukkersøde og romantiserede billede af indvandrere, snarere end at forholde sig kritisk til problematikken.
En tynd kop te, hvor man får alt for lidt for pengene.
Ulla Clasen