Fakta:

Zweet

Forfatter: Marit Kaldal

250 kroner

192 sider

Forlag: Vild Maskine

På forlagets hjemmeside finder man forslag til undervisning i ”Zweet”. Lene Sørensen har udarbejdet materialet.

”Vi kunne bare ikke holde ud, at hun var fed. At hun var ligeglad med, hvordan hun så ud. Og håret, at hun ikke i det mindste forsøgte at lade det vokse, så det kunne ligne den måde, alle vi andre har håret på.” Sådan skriver og tænker Susan, der er en af stemmerne i bogen her. Det er Lill Miriam, Susan, Ruben og så igen Lill Miriam, der har hver sit kapitel i denne ungdomsbog, der er en helt særlig ungdomsbog. Det er Lill Miriam, der er den anderledes, den sære, den ”symptomatiske”, der ikke passer ind.

Bogens indledning er en alarmsituation: ”Alarmen hyler. Dirrer i min krop. Sprænger granater i mit hoved. Høje lyde alle steder fra på en gang. Jeg holder mig for ørerne.” Det er Lill Miriam, der nu (efter alarmen har lydt) har gemt sig på skolens loft, hvorfra hun kan se rektor, pedel og alle eleverne løbe mod en bus, der herefter transporteret dem væk. Rektor ligner en tyk humlebi. Og bier er noget, der optager Lill Miriam. Kort efter lyder det fra hende: ”Jeg er en bi. Jeg fløj. Zigzag, zigzag.” Lill Miriam er særlig optaget af honningbien: ”Hej, Apis Mellifera. Billedet af honningbien har jeg som baggrund på min computer.”

Bogens anslag er således en dystopisk katastrofe-situation, der kan minde om Jesper Wung-Sungs ”Skolen” eller I. P. Jacobsens ”Pesten i Bergamo”. Her i ”Zweet” er alle er væk, undtagen Lill Miriam. Ruben og Susan kom med bussen væk fra det giftige kemikalieudslip. De tre fortællere har en forbindelse til hinanden, men de får lov at få hver sin stemme i hvert sit kapitel.

Romanen er en helt særlig blanding af prosa, der er på lyrisk form, forholdsvis almindelig prosa, leksikonopslag og ordforklaringer og endelig en fagtekst til et foredrag, Lill Miriam har gemt i en mappe på sin computer.

Sidst i bogen har forfatteren angivet en række kilder, der er brugt i forbindelse med bogens tilblivelse. Her finder man Karl von Frish bog om biernes liv, der er ”Lademanns naturfører, insekter” fra 1978 og der er brugt viden fra forskning.no. Bogen er udgivet i Norge i 2015, og i denne danske udgivelse i 2023 er der nogle får opdateringer af tal, blandt andet om antallet af fanger på Guantanamo, Fidel Castro er død i mellemtiden og der er forsvundet 19 ud af 244 vilde bi– og humlebiarter i Danmark. Der er helt tjek på fagligheden i forhold til biernes liv. Og i forhold til Castros død.

Bogen har biernes liv som en gennemgående metafor for menneskenes liv. Lill Miriam føler sig som en bi. Der er mange leksikonoplysninger om bier, men det er også (som Ruben skriver det) en fortælling om menneskenes liv, der ofte er lige så alene som en ø uden bro. Ruben tænker: ”Alle mennesker har deres egen historie, ligesom lande og verdensdele har det. Du har din historie, jeg har min. Vi kender ikke hinandens historier. Vi er to øer, der nærmer sig hinanden. Vi bygger bro fra hver sin bred. Eller lagene i havbunden flytter rundt med os. En dag ligger vi måske helt tæt på hinanden. Kyst mod kyst.”

Et tema er også skyld og ansvar. Har vi ansvaret for hinanden? Kan man gøre det godt igen, hvis man har handlet uansvarligt og selvisk? Måske. Susan tænker en del over det. Hun har været i mobbekoret mod Lill Miriam. Som en medløber, for det var jo egentlig Andrine, der tog styringen, og ingen turde gå mod Andrine. Det gjorde man bare ikke. Kliken omkring Andrine har været tæt på at drukne Lill Miriam under en svømmetur. Susan har aldrig lært at tænke selv. Hun siger det således: ”Jeg har altid gjort det, Andrine bestemmer. Jeg har været lydig. Alle i gruppen har været lydige mod Andrine. Uanset hvad. Mine forældre har jeg også adlydt. (….). Og hvis nogen spørger mig, hvad jeg vil – ved jeg det så? Kan jeg svare, sige, hvad jeg synes, er rigtigt? Eller forkert?”

Hvordan tager man et selvstændig ansvar for sine handlinger? Susan gjorde det ikke her.

”Måske er det for sent at råde bog på det, vi gjorde. Umuligt at gøre det godt igen. Jeg ved det ikke. Ved ikke om jeg tør. Legotårnfølelsen. Hvor er mit balancepunkt? Altid var der nogen, der ville samle klodserne op, begynde igen. Var jeg en af dem, der ville bygge op igen?:”

Det er en meget, meget kompleks bog. Der er så mange genrer, så mange eksistentielle spørgsmål, og der er så få konkrete svar. Sådan kan ungdomslitteratur også være: Masser af skift i skriften, skift i scenarierne, skift i fortællestemmerne. Og skift i tematikkerne. Alt kredser dog om hvordan tager man ansvaret for sit eget liv og for fællesskabet og de andre.

P.S. Forfatteren Marit Kaldal er årgang 1955. Hun er lyriker, og debuterede i 1983 med ”Lattermilde laken”, og hun har siden fået udgivet mange digtsamlinger, børnebøger og ungdomsbøger. Hun har fået . Deutscher Jugendliteraturpreis, Kulturdepartementets skønlitterære pris for børne- og ungdomslitteratur samt Nynorsk Barnelitteraturpris. Tre gange har hun været nomineret til ALMA-prisen, Astrid Lindgren Memorial Award. Det er stort.