Anmeldelse

Feel good-bog tager fat om tween-liv

Balalas fest er en fin fortælling til de 12-14-årige om at føle sig udenfor og alene midt i et fællesskab fuld af forskellighed. Og om hvor meget rigere og rarere, det hele kan være, hvis vi tør lukke hinanden ind bag facaderne.

Offentliggjort Sidst opdateret

Fakta

Balalas fest

Forfatter: Anne Zenon

229 kroner

129 sider

Forlag: Brændpunkt

I den lille by Vistrup er Sille vant til at være populær og toneangivende i sin 6. klasse. Hun styrer både sit image og sine klassekammeraterne med selvsikker hånd og bliver da heller ikke vildt overrasket, da netop hendes idé til en sang om byen vinder den lokale skolekonkurrence og skal spilles live til årets byfest.

Sangen får hun hjælp til af den nye dreng Tarik, der spiller guitar og har det sødeste smil, som både forvirrer Sille og rydder hendes verden for ord. Men rygtet siger, at Tarik nok har noget kørende med klassens nye pige Balala.

Balala er sammen med sine forældre flyttet ind i samme boligblok som Sille efter at være flygtet i al hast fra Irak, hvor hun har måtte forlade sit hjem, sin historie og sin bedste veninde, som hun deler sin enorme passion for madlavning med. Da Balala på trods af usikkerhed og nedtrykthed inviterer klassen til fest, og Tarik samtidig uforvarende oplever Silles ellers hemmeligholdte problemer på hjemmefronten helt tæt på, lægger Sille al den distance og ukammeratlige kølighed for dagen, som en pre-teenager overhovedet kan mobilisere, og får sat en god mængde lus i klassens fælles skindpels.

Balalas fest sætter mange emner på dagsordenen. Måske også lige vel mange. Fra flugt, krig og kærlighed til klasseforskelle og familiehemmeligheder. Fra forventninger og fordomme til mistro og mod. Men efter endt læsning sidder man alt i alt tilbage med en god følelse af at have mødt alvorlige, men genkendelige og relevante ungdomstemaer og med en masse at tale videre om. Og den forløsende slutning med sin kulinarisk kærlige hilsen til Babettes gæstebud gør, at man lukker bogen med smil på læben, håb for fremtiden og en god smag i munden.