Anmeldelse:

En næsten sand røverhistorie

'Prinsesse Caraboo' er et voldsomt melodrama om skomagerdatteren Mary Wilcock fra Bristol, der i 1817 lyver sig til en højere status for at slippe for at blive henrettet.

Offentliggjort

Fakta:

Prinsesse Caraboo

Teaterforestilling

Instruktion: Jose Troncoso

På Scenen: Katharina Kamber og Anna Panduro

Aldersgruppe: 7-11 år

Varighed: 50 min

Pris: 10.000 ex moms v max 100 publikummer. Forestillingen er refusionsgodkendt.

Se mere på frkfracaso.com

Der hænger kridhvidt vasketøj på snore omkring en parasol. Broderede duge, viskestykker, mamelukker med blonder og store forklæder udgør en let scenografi, og vi er inviteret indenfor i et engelsk victoriansk miljø. Historien er sand, men er i spanske Jose Troncosos instruktion blevet til en humoristisk, skør fortælling om, hvordan man med en lille løgn kan få en bedre skæbne.

Spillestilen tager udgangspunkt i den franske klovne- og bouffontradition, som skuespillerne Anna Panduro og Katarina Kamber har studeret på den franske klovn Phillipe Gauliers teaterskole. De to skuespillere mestrer stilen med energi og gakkede optrin; de smutter ud og ind af hurtige skift med store armbevægelser, alt sammen holdt sammen af lystig musik og fantasifulde detaljer som skyggespil på en parasol.

Og det er netop som skyggespil får vi i starten for fortalt hovedpersonens Mary Wilcocks baggrundshistorie, hvor hendes far bliver hængt for at have stjålet et stykke brød til sine gravide kone. Mary flygter fra galgen og opdager, at der ud af hendes mund kommer noget værre sludder: hun taler volapyk. En sprogekspert undersøger hendes mystiske brokker med et hjemmegjort instrument skabt af en tragt, der via en lang gul slange er forbundet med en gul vandkande. Volapykken afslører, at Mary førhen var prinsesse Caraboo fra Java.

Skomagerdatteren, som nu stolt er forvandlet til Prinsesse Caraboo i Anna Panduros kropslige fortolkning, synger yndigt og bliver opdaget af to victorianske madammer, der keder sig. Mens de iklædt stråhatte og fjerprydede hagesmække nyder a nice cup of tea, som de med strittende lillefingre drikker af guldkopper, tager de Prinsesse Caraboo til sig og indlogerer hende i et hus med nyredt seng, lækker mad og fint nyt tøj.

Det er en sprudlende forestilling med to vildt energiske skuespillere, og det er dem, der giver forestillingen drive. For de 7-11-årige er det en kærkommen påmindelse om og inspiration til, at kvinder kan klovne og give den gas.

Frøken Fracasos Kompagni har tydeligvis været fascineret af den virkelige historie om Mary Wilcock, som rummer en opstigning for en ung kvinde i klasse-hierarkiet. Historien om Prinsesse Caraboo blev filmatiseret i 1994, og også her er plottet, at en kvinde bedrager sig til en bedre status i samfundet. Kæmper hun sig blot ud af fattigdom på en opfindsom måde, eller er hun udspekuleret bedrager? I teaterversionen spørges der om en lille løgn kan gøre virkeligheden større og smukkere. For Mary Wilcock levede vitterlig som en fattig pige, der skulle overleve og løj om, hvem hun var. Det er det oplagte spørgsmål, der kan diskuteres i klassen efter forestillingen: Må en fattig person lyve og bedrage for at få et bedre liv?

Iscenesættelsen af historien er så parodisk, at nutidens børn nok vil opleve det som ren fantasi, men ikke desto mindre underholdende og ganske tankevækkende.