Film er et magtfuldt medie. Under Det Tredje Rige produceredes 1.097 spillefilm, hvoraf de 96 film var direkte statsbestillinger til styrkelse af førerkulten og herrefolkemyten. I Hitlers og Goebbels hænder blev tysk filmproduktion det vigtigste våben mod den nationale fjende nummer et: Semitten. Den politiske vilje til totalitært at ensrette et lands ganske kulturliv er omdrejningspunktet for Morten Brasks nye bog, "Ondskabens film", der er et formfuldent studie i nazipropagandaens veje og væsen.

Brask gennemgår indledningsvist antisemitismens historik ganske kort med fokus på de sidste årtier af 1800-tallet, hvor Bismarcks industrielle revolution rammer landet og dualiserer befolkningen i de moderne, der kan følge med opsvinget – herunder jøderne, der traditionelt som i det øvrige Europa har knyttet sig til handel og by og dermed det, man kan kalde moderniteten – og de mere konservative grupper, der falder af hesten i springet mod industriel urbanisering. Her opstår en nyttig diskurs om raceforskelle – at jøder ikke blot kulturelt, men også genetisk – helt nede i kromosomet så at sige – kan kategoriseres som "de andre", og at distancen er uomtvistelig, biologisk, som den er.

Brask klargør her, hvordan raceteorierne og kulturbærermyten, og dermed et fuldgyldigt, antisemitisk Jude Frage, som vi oftest forbinder først realiseret med "Mein Kampf", allerede er i fuldt retorisk vigør fem årtier forinden. Disse tidlige raceteorier bliver nationalsocialismens ideologiske triumf; Hitler betragter ligefrem det sene 1800-tals jødehad som profetisk tale. Vi kender alle konsekvenserne: Nürnberg-lovene og et holocaust, der nåede 60-70 procent af sine erklærede Wannsee-mål.

Brask pointerer her modsætningen mellem den antisemitiske diskurs og den faktuelle situation med assimilation, fred og fremtidsforventning i det tysk-jødiske rum. Vendepunktet blev de tabte stormagtsdrømme i 1919, hvor det traditionelt tyske – det, der netop for de konservative tyskere var ofret og tabt – blev pangermanismens filosofiske omdrejningspunkt. I dette historiske rids fungerer bogen som en traditionel undervisningsbog.

Herefter går "Ondskabens film" helt særegent i kødet på nationalsocialismens raceteoretiske projekt og propaganda og er som sådan guf for den virksomme lærer og elev, der er sultne efter mere viden om den nazistiske propagandamaskine. Brask gennemgår meningsfuldt det ideologiske miks af konservatisme og socialisme og analyserer dæmoniseringen af det semitiske og berører de nazistiske myter og præmisser om en særlig jødisk promiskuitet og seksuel virtuositet, en præmis, der kombineret med tesen om urenhed og kaotisk modernisme danner det fuldkomne match med den allestedsnærværende nationalistiske syndebukkemyte om herrefolket og konspirationsteorien om den evige jøde og den semitiske camouflage. Brask beskriver tilføjelsen af også kapitalister, liberalister og intellektuelle på eksklusionslisten og endelig alle ikke-nationalister, det vil sige folk til venstre fra den yderste højrefløj. Propagandaen i Grossdeutschland får her to ben: Iscenesættelse af det nationale behov for Lebensraum og den ligeså nationale paranoia for et jødisk verdensherredømme ledet af kapitalister, kommunister, avantgardister og modernister - alle af påstået jødisk race. Jøden blev universalforklaringen for verdens miserable tilstand – og her var antisemitismen – sat i værk gennem propaganda – det mest effektive våben.

Brasks viden er omfattende. Han går helt tæt på statens systematiske diskriminering af jøderne og den nationalsocialistiske propaganda og de to – forskelligartede - værdisæt og socialgrupper, den henvendte sig til og talte for: De nationalkonservative og arbejderklassen. Bogen taler for propagandaens kapacitet til at bevæge masserne i en grad, at den formår at erstatte en reel politik. Overforenklet had og kærlighed bliver så at sige realpolitikken, hvorefter radikaliseringen bliver et vilkår, og pogromerne bliver hverdagen.

Brask forlader kapitelvis propagandaoptikken for at koncentrere sig om jødepolitikkens rabiate udvikling, herunder eksempelvis spændende afsnit om de partiorganisatoriske udfordringer, udskibningsplanerne og ghettoproblemerne i Polen, og unge læsere med fokus på det filmiske vil muligvis savne en plan for selve propagandafilmenes rolle i bogen. Det kræver samtidig en vis læsekompetence at overskue værket, også idet det ikke har nogen didaktiske rammer for elevaktiviteter, -opgaver eller -arbejdsspørgsmål, og derfor skal bogen anskues som rent læsemateriale.

Propagandaen i de to stærkeste antijødiske film, "Jud Süss" og "Der ewige Jude" (1940), analyserer Brask detaljeret - og til noget nær fuldkommenhed - i dens stereotypiserende formål, temaer og teknikker. Det er spændende læsning. Reelt kan dette lange filmanalyseafsnit, der er ganske traditionelt opbygget, i øvrigt læses selvstændigt, hvis der ønskes et mindre og tidsmæssigt mere overskueligt arbejdsforløb i klassen.

Egner bogen sig til grundskolebrug? Så afgjort ja! Elever i udskolingen vil i kulturfag som historie og samfundsfag og ved fordybelsesopgaver som projektopgaven i 9. klasse have gavn af dette deskriptive, til skolebrug ganske vist lidt vel lange, men velskrevne, reflektoriske og debatskabende værk om iscenesættelsen af en totalitær ideologi. I "Ondskabens film" er stor kompleksitet beskrevet og forklaret legende let, og eleverne gives den sammenhængsforståelse, som alle undervisningsmaterialer burde rumme. Dette er et personligt værk med flow og puls, der egner sig for elever, der ønsker at arbejde ambitiøst og selvstændigt med et fænomen, som vi ikke kan lægge i graven sammen med dets mange ofre.