Anmeldelse

Tjek på de 120 ord

Godt engangsmateriale - bare der er penge til det

Gedigent og gennemarbejdet materiale med relevante opgaver. Men de svageste stavere vil måske miste motivationen.

Offentliggjort Sidst opdateret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

"Tjek på de 120 ord" er tænkt som et supplerende danskfagligt materiale til 2. og 3. klasse. Materialet er et engangsmateriale struktureret med opgavetyper, der gentages, hvilket gør opgaverne genkendelige for eleverne. De fleste vil vide, hvad der forventes af dem. I hvert kapitel er der med udgangspunkt i de 120 ord diktatord, som eleverne skal arbejde med, og med fokus på forskellige staveregler.

Fakta:

Titel: Tjek på de 120 ord

Forfatter: Cecilie Bogh

Pris: 49

Sider: 48

Forlag: Gyldendal

Eleverne får mulighed for at arbejde med ord, der rimer, vokaler og konsonanter, stavelsesdeling, lange og korte vokaler og konsonanter, der driller. Ud over at hvert kapitel har fokus på en staveregel, er der også et gennemgående tema i kapitlet, eksempelvis MGP eller gys. Til hvert tema er der en lille rubrik med "Vidste du …", hvor eleverne får sjove facts.

Lærervejledningen står nederst på hver side. Her er der forslag til flere aktiviteter og pædagogiske ideer til at arbejde med opgaverne.

"Tjek på de 120 ord" er et gedigent og gennemarbejdet materiale med gode og relevante opgaver. Udfordringen for engangsmaterialer er at kunne differentiere tilstrækkeligt til, at alle elever bliver udfordret, hvor de er fagligt, og at ramme den opgavetype, der motiverer den enkelte. Som lærer er man tvunget til at prioritere de økonomiske resurser. Som regel er der kun økonomi til det allermest nødvendige. Jeg håber for dette materiale, at det vil falde i den kategori, men især den svageste gruppe af elever vil være så udfordrede i dette materiale, at de vil være i fare for at miste overblikket og motivationen.