Sjællandsk kommune vinder Undervisningsministeriets Falkepris

Rødovre Kommune vinder Børne- og Undervisningsministeriets Falkepris 2023. 

Prisen gives til en kommune, som har gjort en særlig indsats for at øge søgningen til erhvervsuddannelserne direkte efter 9. og 10. klasse. 

Rødovre Kommune modtager prisen for deres indsats ”Åben vejledning”. Indsatsens formål er et opgør med, at individuel vejledning er øremærket elever, der foreløbigt ikke vurderes uddannelsesparate. Med ”Åben vejledning” er det ambitionen at skabe et åbent tilbud, hvor alle elever frivilligt kan henvende sig med ønske om individuel vejledning, når de har brug for det. 

Det skriver Undervisningsministeriet

Rødovre Kommune oplever i den forbindelse, at indsatsen har været med til at understøtte den enkelte elevs proces med afklaring af valg om erhvervsuddannelse. Mere end hver femte i kommunen søger nu en erhvervsuddannelse direkte efter 9. og 10. klasse. Samtidig steg andelen af unge i Rødovre Kommune, der søger en erhvervsuddannelse som førsteprioritet direkte efter 9. og 10. klasse fra 17,6 procent i 2022 til 21,2 procent i 2023. 

”Danmark har brug for flere faglærte. Rødovre Kommune er et bevis på, at det kan lade sig gøre at vende udviklingen. At vi kan få flere til at tage en erhvervsuddannelse, hvis vi gør en ekstra indsats. Heldigvis er der mange kommuner, som gør netop dét, og jeg håber, at resten af landet vil lade sig inspirere af de rigtig gode erfaringer. Faktisk vil jeg opfordre alle, der arbejder med unge, til at tænke over, om vi kan gøre endnu mere for at få de unge til at søge en erhvervsuddannelse”, siger børne- og undervisningsminister Mattias Tesfaye (S).