Citat

Folkeskolens tidligere chefredaktør: Politikerne tør ikke slippe kontrollen med skolen

At der også fremover vil være obligatoriske test, der giver politikerne mulighed for at sammenligne skolernes resultater, er udtryk for, at politikerne ikke tør slippe kontrollen med skolerne.

Sådan lyder det fra Folkeskolens nu tidligere chefredaktør og direktør Hanne Birgitte Jørgensen i et større interview til Skolemonitor om hendes 13 år i spidsen for lærernes fagblad.

I 2021 blev forligspartierne på Christiansborg enige om at afskaffe de nationale test og i stedet erstatte dem med ’Folkeskolens Nationale Færdighedstest’ i 2026/2027.

”Hele kontrolsystemet, hvor det bliver rapporteret ind til skoleleder og kommuner og Undervisningsministeriet, det er der jo stadigvæk, det er bare en anden slags test, man har lavet, med de fordele og ulemper, der er ved det”.

Ifølge Hanne Birgitte Jørgensen er der derfor fra lærernes synspunkt ikke ændret ved, at de stadig ikke har friheden til at lave og gennemføre de test, som de selv synes, giver mening i undervisningen.

”Der er kæmpestor forskel på en test, læreren selv kender, selv kan score og ved, hvad de vil bruge til og så sådan et system som det der. Men politikerne tør ikke at slippe kontrollen”, siger Hanne Birgitte Jørgensen.

Hanne Birgitte Jørgensen gik ved årsskiftet på pension. Chef- og direktørstillingen er overtaget af Andreas Marckmann, der kommer fra en stilling som chefredaktør på mediet Markedsføring.

skolemonitor.dk: Pisachokket, lockouten og folkeskolereformen formede Hanne Birgitte Jørgensens tid som chefredaktør på Folkeskolen: »Jeg tror, vi var mange, der var naive«