PostNord tilbyder elever at sende et brev til julemanden gratis 

Elever får i december mulighed for at skrive et brev til julemanden og få svar. 

Hos PostNord sidder julemandens hjælpere klar til at tage imod de tusindvis af breve med julehilsner og juleønsker. PostNord har fået trykt en masse konvolutter, hvor fragten er betalt. Som noget nyt i år kan lærere så længe lager haves få tilsendt 35 konvolutter, som de kan bruge i undervisningen.

"Brevet til julemanden er en hyggelig juletradition for mange familier, og den er vi rigtig glade for at være med til at holde i hævd. Vi sikrer, at brevene kommer sikkert fra postkassen til julemanden – og at alle børn, der sender en hilsen, får et svar retur i postkassen", siger Stine Sander, Vice President Communications i PostNord Danmark i en pressemeddelelse. 

For at få tilsendt en pakke med konvolutter skal man sende en mail til presse@postnord.com, hvor man skriver hvor mange konvolutter man ønsker, samt navn og adresse.

De frankerede konvolutter kan også hentes på mere end 400 udvalgte posthuse rundt om i landet. De er tilgængelige indtil den 17. december og kan afhentes i posthusets åbningstid, så længe lager haves.

postnord.dk: Med PostNord kan du sende julemanden et brev – helt gratis